Tilbage i kampen

Billedet er fra Google

Jeg er tilbage i ringen - kampen er i gang igen! Det føles ikke helt som en fair kamp - modstanderen synes at være i en lidt højere vægtklasse end mig..

Jeg var jo ellers på ferie - kemoferie - og forsøgte at nyde det. Så begyndte jeg at få smerter igen - og de tiltog ret hurtigt i styrke. Jeg kontaktede Vejle, blev scannet, og fik svar: Canceren er aktiv igen! Ydermere var både tumor og metastaser alle vokset, så vi er tilbage til udgangspunktet i november, da det blev opdaget. Ja, faktisk er noget af det endnu større, end da jeg startede ud.. Sikke noget møg altså!! Så jeg er tilbage i kemo - en ny slags - og denne gang er der nye bivirkninger. Jeg taber håret.. og kvalme - ulidelig kvalme den første uge. Føj! Jeg har fået første omgang, og i næste uge skal jeg afsted til anden omgang. Efter den tredje skal jeg scannes igen, og så håber jeg så inderligt, at canceren er bokset helt ud i sit eget ringhjørne - og bliver der!

Det er anderledes i denne runde to, synes jeg. Nye tanker, angst og bekymringer - perspektivet er et andet, end da vi startede. Vi kender 'gamet', men ved nu også, at lykken kan være kort. -Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at canceren ville komme så stærkt og hurtigt igen. Det gør mig bange. Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan tåle kemo i det uendelige, og hvis det kommer så hurtigt denne gang - hvad så næste gang, når jeg er nødt til at holde pause igen? Det er ikke rart at tænke på - men tankerne omkring det, fylder en del mit hovede. På trods af det hele, forsøger jeg at få det bedste ud af hver eneste dag. Nyde alt det gode der er - mine børn specielt. Det holder mig oppe, og i gang. Heldigvis.

Det var en hurtig update. Jeg skal forsøge at være bedre og hurtigere til at skrive herinde, og også lidt om alt det andet der foregår - ikke kun sygdom.

Dejlig aften til jer alle!

Opdatering

Det er vidst ved at være på sin plads med en opdatering herinde.. Tiden er gået og der er sket en del.

Mit sidste indlæg handlede om, at der blev truffe beslutning om, at jeg skulle have stomi - og holde en lille pause med kemoen.

Siden er der sket det, at min scanning i marts viste, at der ikke var sket udvikling i min cancer siden den sidste scanning i januar. -Det var godt nyt, og da jeg stadig havde mange bivirkninger og minkrop trængte til pause, blev det besluttet at jeg skulle holde kemo-ferie indtil juni. I midten af juni skal jeg så scannes igen, og alt efter hvordan den ser ud, skal jeg så enten holde mere pause, eller igang med kemo igen. Vi krydser fingre!

Der ud over fik jeg d 24/3 lavet stomi.Operationen gik som den skulle og jeg kom hurtigt hjem igen. De første dage kom der en hjemmesygeplejerske, for at se at jeg gjorde det rigtigt, når jeg skulle skifte posen. Men nu er det en rutine, som så meget andet. Følelserne omkring stomien er noget helt andet! Inden operationen tænkte jeg, at det blot var en del af processen - og når jeg allerede har været så meget igennem, så skulle jeg nok klare dette også. Uden problemer. Der er sådan set heller ikke nogen problemer i det - kun i mit hovede.. Det har virkelig været svært, og er det sådan set stadig lidt. Faktisk synes jeg det var sværere psykisk, end det at få at vide at jeg havde fået cancer. Denne fysiske ændring af min krop - synligt - er svær at kapere. Det er svært, når jeg ser mig selv i spejlet, synes jeg. Er det virkelig sådan jeg skal se ud? Denne møg-sygdom har gjort så meget ved mig og min familie.. Jeg kan næsten ikke fatte, at det er virkeligheden.. Til gengæld, har stomien hjulpet på mine smerter, som ikke er så kraftige mere, og om ikke andet, er det et kæmpe plus i dagligdagen.

Hverdagen, her i min kemo-ferie, er ændret. Min krop har fået mere energi og jeg har mere overskud til mine børn og min familie - hvor er det bare skønt. Da jeg var i kemo-forløbet, tænkte jeg ikke over hvor stor betydning det kemo-skidt har, men hold nu op, hvor er der bare stor forskel. Dagligdags ting, der før var nærmest en kamp, er nu SÅ meget nemmere. Det er altså dejligt. Men samtidig, kører tankerne i mit hovede... Hvad sker der mon inde i min krop, mens jeg holder pause? Nyder canceren det også, og vokser sig større imens? De fleste dage kan jeg godt styre tankerne, men ind i mellem... Angsten lurer!

Men i denne weekend, vil jeg nyde solen og det skønne vejr de lover. Nyde min dejlige familie og sætte pris på alt det jeg har og er. Husk det derude - nyd livet!

Blot et bump på vejen... Eller noget.

Den sidste uges tid har jeg haft ondt - ret meget ondt. Omkring min tumor. Og det har blødt en del. -Faktisk ret meget.. Når man har tarmkræft, er lægesamtalerne ofte omhandlende blod, urin og afføring - ja, undskyld mig, men det er altså rigtigt. - Ikke så sjovt at snakke om, ikke så sjovt at fortælle om, ikke særlig feminint.

Når man som jeg er meget blufærdig, synes jeg det kan være ret svært at sidde og fortælle om - og skrive om her! Men samtidig også vigtigt at bryde tabuet, synes jeg.. Jeg skal nok lade være med at gå i detaljer, men symptomerne fra min tumor og tarm blev værre, og mandag kontaktede jeg 'min' afdeling og løftede sløret for min mistanke - 'jeg tror jeg har fået en fistel'. Pyh, det var lidt svært, men de er heldigvis søde og professionelle, og jeg blev taget alvorligt med det samme. -Meldingen var, at de gerne ville se mig onsdag til vurdering.

Onsdag kørte min mand og jeg til Vejle. Samtalen og undersøgelsen bekræftede mistanken, og løsningen er, at jeg skal have lavet en midlertidig stomi, mens fistlen (hullet i tarmvæggen) heler. Stomien havde vi snakket om hjemmefra - det har været på tale før, i mit forløb, så det var egentlig ok. - Som, by the way, heller ikke er særlig sjovt at fortælle om, ikke er særlig feminint og påny udfordrer min blufærdighed.. Samtalen kom også til at omhandle fremtiden, og den videre behandling.

Ved sidste kemostart blev behandlingen med præparatet Oxaliplatin taget væk, da jeg har rigtig mange bivirkninger (føleforstyrrelser i mine fingre og fødder). Hullet i min tarmvæg skyldes måske det ander præparat jeg får i Vejle - Avastin. Avastin har mange bivirkninger, og når jeg nu skal have stomi, så vil man heller ikke give Avastinen - ihvertfald i en periode. Så er der ikke så meget tilbage, vel... Samtidig sagde overlægen, at jeg ikke skulle regne med at blive rask. Så stod verden lige stille lidt! Selvom jeg har læst det, og selvom vi har snakket om det herhjemme - at kræften altid vil være i min krop, og kan komme 'i udbrud' igen, så var det alligevel ikke så sjovt at høre lægen sige det højt. -Han uddybede, og sagde, at de vil behandle til der ikke er aktivitet i tumoren mere, herefter vil de holde behandlingspause, og scanne mig hver tredje måned. Holde øje med de dumme kræftceller, observere om de bliver aktive igen...

Pludselig har jeg tusind spørgsmål om min fremtid. Pludselig er den stomi meget ligegyldig. Pludselig er tabu og blufærdighed ikke så vigtigt mere.

Resten af mit liv er kræftdiagnosen en del af mig. Hver tredje måned skal jeg til 'eksamen' - vente, være bekymret, håbe.. Vi skal finde ud af, som familie, hvordan vi kan leve det liv. Hvordan jeg forhåbenlig kan forene det med mit arbejde - som jeg savner. Tankerne er mange. Nu venter vi. På dato for stomi-operationen. Og på næste scanning som er d 20. marts.