Med følelserne udenpå tøjet..

.. Ja, sådan føles det i øjeblikket. I morgen er scanningsdag, og man skulle synes at jeg snart havde vænnet mig til det. Følelserne, angsten, tankemylderet, tudeturene, ventetiden.. Men det lader ikke til at være tilfældet, desværre. Den der dom, der venter om en uge, den er så afgørende, at det er svært at kapere. Tænk hvis de fortæller at det igen er vokset, og at de ikke har mere at tilbyde? Jeg er bare slet ikke klar til at sige farvel. Slet ikke. Det bedrøver mig så ulidelig meget, at jeg skal tage afsked med mine børn før tid. Det er ikke rimeligt. Alt det jeg ikke kommer til at være en del af. Alt det jeg ikke kommer til at give dem. Al den kærlighed. Når jeg kigger på dem, forstår jeg ikke hvad de har gjort for at fortjene dette, hvorfor skal de to guldklumper gå igennem alt det her lort? Det er ikke rimeligt. Slet ikke.
Jeg er bange for fremtiden. Bange for at jeg aldrig får mit gamle selv tilbage. Min krop, min hverdag, min energi, mit liv. Når jeg vågner tidligt om morgenen, kan jeg nogle dage godt have glemt at vores liv er ændret for altid. Bare i nogle sekunder. Så kommer det hele tilbage. Begrænsningerne, angsten, bivirkningerne. Hver dag er en udfordring. Mit energiniveau er lavere end lavt, men jeg kæmper. Forsøger at opretholde vores hverdag. Vores familieliv. Men det er svært. Og jeg ved at den næste uge vil være fuld af tudeture og angst. I morgen scanning, på mandag svar og videre plan.

Lige nu ligger jeg dog på sofaen med den mindste guldklump, som er syg. Jeg nyder det, og prøver at skubbe de mørke tanker bort. For en stund.

Tak

Mange tak for jeres kommentarer og gode råd vedrørende mit sidste indlæg! I denne uge er alt vendt på plads, og vores basse er igen en glad og grinende lille dreng. Sikke en lettelse. I mandags vendte yndlingspædagogen tilbage fra ferie, og det var åbenbart bare det der skulle til. Så i denne uge er afleveringerne blevet nemmere og nemmere, og i morges vinkede han bare da jeg gik.

Spørg lige om jeg er glad. Så selvom jeg godt kunne ønske mig tilbage til juli med sol, sommer, sand og vandleg, så er hverdagen nu også helt ok.

God dag derude.

Har du et godt råd?

Det er svært at komme i gang efter ferien for rigtig mange. Det har taget et par dage for Alma, og nu er hun i hopla igen - glæder sig til skoledagen og aktiviteterne med venner og veninder. -Det er noget andet med Villum.. Han er bare slet ikke klar til vuggestue igen. Overhovedet.

Skolen og vuggetsuen ligger samme sted, så vi går først ind på skolen og siger farvel til Alma, og så går Villum og jeg videre hen i vuggestuen sammen. -Når vi går ud af døren til skolen, begynder han at pive lige så stille. Når vi går ind af døren til vuggetstuen græder han - og det fortsætter til jeg går (og jeg ved så ikke hvor længe det varer før han stopper igen). De siger at det stopper igen, men at han har brug for flere knus og mere nusseri end vanligt når han er der.

Når jeg henter ham, skal vi gå med det samme - han vil ud af døren hurtigst muligt. Og når vi kommer hjem skal vi sidde sammen i sofaen mens han har sin sut, og nusser i mit hår. Sådan sidder vi længe - helt stille.

Jeg ved at det bliver bedre - på et tidspunkt. Men det er hårdt, og han kan selvfølgelig mærke på mig, at jeg heller ikke synes det er så sjov.

Mit spørgsmål er - skal vi bare klø på, og vide at han er nødt til at skulle ind i rutinen igen. Skal han have kortere dage, de dage det er muligt. Skal jeg give ham lidt fridage, de dage det er muligt... Hvad er jeres erfaring?

Åh, hvor det gør ondt i hjertet!

Til stille stunder

I sidste weekend havde jeg fødselsdag, og jeg blev fejret med gæster og dejlige gaver. Jeg havde blandt andet ønsket mig prik-til-prik bøger af Thomas Pavitte - efter at jeg havde set dem på Instagram, vidste jeg bare, at det lige var noget for mig! Og heldig som jeg var, så fik jeg hele tre bøger. 

Det er virkelig hyggeligt! Jeg bliver helt opslugt af det, og bruger de stille aftentimer med bøgerne - og lidt i løbet af dagen, hvis jeg kan få tiltusket mig lidt tid.

I morgen starter hverdagen herhjemme - manden skal på arbejde, Villum i vuggestue og jeg skal til Vejle og have kemo. -Alma tager lige nogle dage hos mormor, da hun stadig har skinne på sit ben, og hun ikke lige kan overskue at skulle i SFO. Så hun starter sidst på ugen i stedet - onsdag må hun nemlig få skinnen af igen!

God aften til jer alle.

En uheldig uge..

Ugen startede med, at Villum fik høj feber og hoste. Hurtigt blev han også hæs, og så ringede alarmklokkerne! Ganske rigtigt - om natten udviklede det sig til falsk strubehoste. Øv. To nætter måtte jeg sidde med ham - og alle vinduer åbne. Men så fortog det sig igen - heldigvis. Det er så synd, når han hoster og ikke kan få vejret. -De bange øjne og hans arme, der griber ud efter en, og beder om hjælp. Altså, lille basse!

Tirsdag sendte vi Alma på camping med bedstemor og bedstefar og kusine Rachel. De skulle være afsted to dage, på en campingplads ikke langt herfra. Onsdag aften ringede bedstemor til manden, og fortalte at Alma var kommet til skade med sin fod på hoppepuden, og vi blev enige om, at vi nok måtte en tur på skadestuen. Desværre viste det sig, at Alma havde brækket en knogle ved anklen, og derfor er hun nu på krykker og i kørestol i fire uger.. Øv igen! Fire uger af sommerferien, hvor man ikke kan bade eller suse rundt.. Det første døgns tid, var hun frygtelig ked af det og syntes det var rigtig træls. Men nu er humøret heldigvis bedre, og jeg synes nu faktisk, at hun tager det rigtig fint. Vores sommer bliver så lige lidt anderledes end vi havde forestillet os, men sådan er det. Lige nu er vi bare glade for, at vi ikke har booket en uge i Lalandia.. -Vi skal i sommerhus, og det kan Alma heldigvis sagtens være med til.

Sådan kan det gå. -Tingene kan hurtigt ændre sig..

.

Sådan en blog skriver jo ikke sig selv.. Jeg må på den igen! Det er altså ikke fordi jeg ikke tænker på bloggen - det gør jeg! - Og jeg har også skrevet rigtig mange indlæg, i mit hovede - men længere er det altså ikke kommet. Indtil nu. Så nu håber jeg at komme i gang igen.

Starter med at vise et billede af vores basse - som nu er ved at blive stor! Tiden går stærkt, og han er både blevet fræk og temperamentsfuld - for søren, hvor kan han blive gal! Men han er så sød og sjov, og giver os så mange smil og grin hver eneste dag. Livet er skønt med sådan en størrelse.

Sommeren er over os, og om en uge har manden ferie! Det bliver dejligt at slappe af og have tid...

Opdatering

Det er vidst ved at være på sin plads med en opdatering herinde.. Tiden er gået og der er sket en del.

Mit sidste indlæg handlede om, at der blev truffe beslutning om, at jeg skulle have stomi - og holde en lille pause med kemoen.

Siden er der sket det, at min scanning i marts viste, at der ikke var sket udvikling i min cancer siden den sidste scanning i januar. -Det var godt nyt, og da jeg stadig havde mange bivirkninger og minkrop trængte til pause, blev det besluttet at jeg skulle holde kemo-ferie indtil juni. I midten af juni skal jeg så scannes igen, og alt efter hvordan den ser ud, skal jeg så enten holde mere pause, eller igang med kemo igen. Vi krydser fingre!

Der ud over fik jeg d 24/3 lavet stomi.Operationen gik som den skulle og jeg kom hurtigt hjem igen. De første dage kom der en hjemmesygeplejerske, for at se at jeg gjorde det rigtigt, når jeg skulle skifte posen. Men nu er det en rutine, som så meget andet. Følelserne omkring stomien er noget helt andet! Inden operationen tænkte jeg, at det blot var en del af processen - og når jeg allerede har været så meget igennem, så skulle jeg nok klare dette også. Uden problemer. Der er sådan set heller ikke nogen problemer i det - kun i mit hovede.. Det har virkelig været svært, og er det sådan set stadig lidt. Faktisk synes jeg det var sværere psykisk, end det at få at vide at jeg havde fået cancer. Denne fysiske ændring af min krop - synligt - er svær at kapere. Det er svært, når jeg ser mig selv i spejlet, synes jeg. Er det virkelig sådan jeg skal se ud? Denne møg-sygdom har gjort så meget ved mig og min familie.. Jeg kan næsten ikke fatte, at det er virkeligheden.. Til gengæld, har stomien hjulpet på mine smerter, som ikke er så kraftige mere, og om ikke andet, er det et kæmpe plus i dagligdagen.

Hverdagen, her i min kemo-ferie, er ændret. Min krop har fået mere energi og jeg har mere overskud til mine børn og min familie - hvor er det bare skønt. Da jeg var i kemo-forløbet, tænkte jeg ikke over hvor stor betydning det kemo-skidt har, men hold nu op, hvor er der bare stor forskel. Dagligdags ting, der før var nærmest en kamp, er nu SÅ meget nemmere. Det er altså dejligt. Men samtidig, kører tankerne i mit hovede... Hvad sker der mon inde i min krop, mens jeg holder pause? Nyder canceren det også, og vokser sig større imens? De fleste dage kan jeg godt styre tankerne, men ind i mellem... Angsten lurer!

Men i denne weekend, vil jeg nyde solen og det skønne vejr de lover. Nyde min dejlige familie og sætte pris på alt det jeg har og er. Husk det derude - nyd livet!

Ugen der gik..

Villum og kusine Klara på tur / kagemand til Villums fødselsdag / Nye puder i sofaen / skøn byttegave / lækre nye hjemmesko fra EZPZ / tørklæde fra Escensia / legekøkkenet

På gå-ben

Midt i al sygdommen, fortsætter udvilkingen og livet jo alligevel. Villum tog de første skridt i starten af november - dagen efter jeg startede på den første kemokur. Efter noget øvelse, gik det lidt i sig selv igen, men i starten af december tog han det op igen, og nu spænder han afsted - faktisk går det så stærkt, at de billeder jeg har hvor han går, er ret uskarpe - så i må nøjes med disse.

Kemokur og en ny hverdag



Efter det første chock over min diagnose og de følelsesmæssigt rutsjeture, har vi nu fundet en hverdag.
Jeg startede hurtigt på kemokurene, og vidste ikke rigtig hvad jeg gik ind til. -Det var bare rart, at der endelig skete noget, at vi gjorde noget. Tiden hvor man bare venter er for at sige det ligeud - ulidelig!
Mine kemokure varer tre uger - første dag får jeg kemo direkte i blodet på Vejle Sygehus. Dernæst tager jeg kemo som tabletter i 14 dage herhjemme, og så afslutter jeg med en uges pause.
Jeg får bivirkninger med det samme, så når jeg forlader Vejle Sygehus, er jeg kuldskær (mere end vanligt!), kan ikke indånde kold luft - det giver besvær ned vejrtrækningen, jeg får også føleforstyrrelser i halsen af kolde drikke - så alt varmes i microovnen de første dage. Føleforstyrrelserne i halsen varer nogle døgn, dernæst overtager føleforstyrrelserne i hænderne og fødderne. Der ud over er jeg træt - stort set hele tiden.

Den første kur startede stille og roligt. Min søster var med i Vejle, og blev hos os de første dage, lavede mad, legede med Alma, hyggede om os og var der til snak og trøst. Det var virkelig guld! Jeg overgav mig, og lod andre overtage alt omkring mig. - Det var svært, men nødvendigt, tror jeg. Mine svigerforældre afleverer og henter Alma til skole/SFO, og min mor tager sig af Villum og vuggestuen. der ud over laver min mors mand mad til os et par gange om ugen.
Efter de første døgn med kemo, begyndte det at gå ned af bakke. - Jeg opdagede det ikke rigtig selv, men set i bakspejlet gik det ret hurtigt. Da jeg fik diagnosen, havde jeg allerede tabt mig, så jeg vejede 5-6 kilo mindre end jeg normalt gør. Kemoen gjorde mig utilpas, jeg fik det underligt i kroppen. Jeg havde ikke decideret kvalme, og kastede slet ikke op, det var ikke på den måde. Men min krop reagerede. Der ud over begyndte jeg at blive dårlig når jeg spiste. Fik ondt i maven, og igen utilpas. - Jeg vidste godt, at maden var vigtig, og når jeg ikke kunne spise ret meget, måtte jeg spise hver 2.-3. time. Det resulterede i, at jeg blev dårlig stort set hele tiden. Jeg kunne ikke noget, lå på sofaen det meste af tiden, deltog meget lidt i familielivet. Ikke fordi jeg ikke ville - jeg kunne bare ikke. Halvanden uge inde i min første kemokur, blev hele familien ramt af omgangssyge. -Det var dråben der væltede mit bæger, og jeg gik fuldstændig ned. Både fysisk og psykisk. Jeg lå i min seng, blev madet, fulgt på toilet. Blev badet. Jeg forsvandt fuldstændig, og jeg var bange. Rigtig bange. Jeg var godt klar over, at skal jeg igennem dette, skal jeg have kræfter og energi til at kæmpe. Mod til at kæmpe. Ressourcer. Have mig selv med.

Heldigvis kontaktede min mand Vejle Sygehus. Samtalen mundede ud i Prednisolon-behandling, og en rigtig god snak. Og jeg siger det bare - Prednisolon er min nye ven! Der ud over blev min kemo-dosis reduceret, så jeg ikke får så meget af gangen. Langsomt er det gået fremad, jeg har fået mere energi og mere appetit. Jeg kan være en aktiv del af familien, lege med mine børn, lave lidt praktiske ting - og ikke mindst: Tage vare på mig selv! Det betyder bare så meget for energien, selvværdet og gejsten.

I går var vi i Vejle for at jeg kunne starte på min tredje kemokur. Desværre endte det ud i, at jeg slet ikke fik kemo, men kun det biologiske stof jeg også behandles med. Jeg har så mange føleforstyrrelser i mine hænder og fødder, at lægen mente det var bedst at holde en lille pause med kemoen. -Jeg er skuffet over ikke at kunne få denne omgang - for jeg ville gerne have givet canceren et ekstra spark, inden jeg skal til kontrol-scanning om nogle uger. Men det går ikke altid som man selv ønsker det. Jeg får stadig kemo tabletter de næste 14 dage, og det må så være dét i denne omgang.

Nu når jeg har fået lidt mere energi, håber jeg at kunne være lidt mere aktiv her på bloggen. Jeg lover dog intet, men hvis energien er der, vil i høre fra mig snart igen.

Vil til sidst sige jer alle tak for de søde kommentarer og hilsner i sendte i mit sidste indlæg. De er alle læst og taget ind, værdsat og gemt. Alt sammen med til at give gejst til at kæmpe. Tak skal i have!

Alting går i stå... og alligevel går livet videre

Jeg er blevet syg - sådan alvorligt syg.

For 15 dage siden var jeg til en kikkertundersøgelse, og resultatet var ikke godt. De fandt en tumor i min tarm. Lægen og sygeplejersken der fortalte os det umiddelbart efter undersøgelsn var alvorlige. De sagde at det så slemt ud. De havde taget biopsier og jeg skulle sendes videre til både CT- og MR scanning. Det var fredag og scanningerne skulle laves mandag. Lynet slog ned og alting gik i stå... Alligevel skulle tingene fungere, børnene hentes, laves aftensmad, puttes og hygges. Indeni er alt kaos. Tanker om død, at skulle forlade min familie - gråden sidder lige under overfladen konstant.

På en eller anden måde går weekenden, og mandag bliver jeg scannet. Aftalen er, at vi skal have svar den følgende fredag. -Det er længe at vente! Er jeg købt eller solgt? Hverdagens gøremål optager mig, men angsten og gråden pibler hele tiden frem. Tirsdag sover jeg til middag med Villum - telefonen ringer. Ukendt nummer, de må ringe igen. Ti minutter efter ringer den igen - det slår mig, at det måske er sygehuset, og jeg tager telefonen. Det er en overlæge der sammen med sine kollegaer har set på min undersøgelse og scanningerne. Det er desværre ikke godt, siger han. Det er en stor tumor jeg har i min tarm, og CT scanningen viser at der også er spredning til min lever. Jeg græder. Villum vågner, og kigger på mig - så græder han også. Lægen prøver at få kontakt med mig. -Er jeg ok? Er jeg alene? De vil gerne have at vi kommer til samtale allerede dagen efter. Samtalen afsluttes. Jeg græder med Villum i armene, og får fat i min telefon. Jeg ringer til min mand, som er på arbejde. Jeg får ikke sagt meget - bare at han skal komme hjem. Det tager heldigvis ikke lang tid, så er han her. Jeg forstår det ikke - er jeg virkelig så syg?? Er de sikre? Kan de tage fejl? Jeg græder og græder.

Dagen efter er vi på sygehuset igen. Angsten er med mig. Tårerne er i øjenkrogen. Samtalen tilføjer endnu en dårlig nyhed til rækken. Udover tumoren og metastasen i leveren, ser det på MR scanningen ud til, at der også er noget på lungerne. Begge lunger. Lægerne er bekymrede, og jeg skal videre til et andet, mere specialiseret sygehus. Her skal jeg PET scannes og have mit kommende forløb. Lægen går, og vi sidder tilbage. Holder hinanden i hånden og græder.

Det er så uvirkeligt og helt, helt ufatteligt.

De følgende dage samles familien omkring os. Det er både dejligt og hårdt. Dejligt, at der er hjælp og at de virkelig er der for os. Hårdt fordi det bekræfter, at det er rigtigt, det der foregår. Det er ikke en fejl, ikke en dårlig drøm. Det her er virkelighed. Vores virkelighed. Dagene går - venteiden er svær. Synes at der skal ske noget! Når nu alt det dårlige er inde i min krop, hvorfor gør vi så ikke noget ved det? Jeg forsikres om, at ventetiden er nødvendig for at finde den bedste behandling til mig.

Endelig kommer dagen hvor jeg skal PET scannes. Jeg er rolig og fattet. Dette skal overståes og så skal jeg bare have resultatet og min behandlingsplan. Nu skal der ske noget. Scanningen udføres og vi kører hjem igen. Det næste døgn er svært. Vi er så nervøse, at det er svært at trække vejret.

Tidspunktet for samtalen er kommet. Lægen er behagelig og god til at forklare. Desværre viser PET scanningen at der er aktivitet i de forandringer de har set i mine lunger. Kræftcellerne er aktive. Vi ser på scanningsbillederne sammen, og lægen forklarer. Lægen er positiv og giver mig håb. Roen lægger sig indeni. Min behandling bliver kemoterapi, og jeg skal starte to dage efter. Vi snakker om bivirkninger, forløbet, fremtiden. Intet er sikkert, alle forløb er individuelle. Da vi går derfra er vi glade - nærmest fjollede. Af en eller anden grund - selvom samtalen jo ikke på den måde var god, så har vi fået håbet tilbage.

Jeg starter kemo 13 dage efter kikkertundersøgelsen. Jeg er ikke nervøs eller bange, mere spændt på, hvordan det bliver - hvordan jeg reagerer - hvor hårdt det er. Alting er gået så hurtigt, og vi er bare fulgt med, men jeg tror ikke det sådan rigtig er gået op for os endnu, hvad der er sket. Jeg har nu fået kemo i godt to døgn. Jeg har det ok, efter omstændighederne. Jeg ved at det bliver hårdt, at det til tider vil være uoverskueligt, og meget svært at være i. Men jeg vil kæmpe - alt det jeg kan. Jeg vil ikke væk fra min familie og mine kære. Jeg vil se mine børn vokse op, og blive gammel sammen med min mand. Det er mit mål.

Mange spørger hvordan jeg opdagede det... Når jeg kigger tilbage, har jeg nok haft symptomer siden jeg fødte Villum i Januar. -Men jeg vidste bare ikke at det var det. I starten tænkte jeg, at problemerne med min mave skyldtes graviditeten og en hård fødsel. At min bækkenbund skulle trænes op igen. Senere, omkring sommer, tror jeg, begyndte jeg at tænke der nok var noget mere i det. Måske hæmorider. Jeg var ved lægen i august - desværre ikke min egen - og hun mente at jeg havde hæmorider og var forstoppet, så jeg skulle have afføringsmiddel. Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var det der var galt, men jeg adlød. Og for to en halv uge siden var jeg så ved min egen læge, som heldigvis sendte mig hurtigt videre til kikkertundersøgelsen, som blev lavet to dage efter. Og ja, det er nemt at være bagklog - jeg skulle da have gjort noget mere, lyttet til min krop. Det havde jeg helt sikkert gjort, hvis jeg havde vist at det var så alvorligt. Men det vidste jeg ikke - og nu kan jeg ikke lave det om.

Jeg tænker fremad, og håber og ved at jeg nok skal komme igennem det her.

Bloggen vil ikke blive opdateret jævnligt. Nu ved i hvorfor. Måske får jeg overskud og energi til at blogge ind i mellem, og så hører i fra mig.

Mælken tilbage på bordet

Mange af jer ved, at Villum fik mælkeallergi da han var helt lille. I juni provokerede jeg ham med komælk, og der reagerede han kraftigt stadigvæk.

Derfor var vi efter sommerferien en tur på børneambulatoriet, for at snakke med en læge vedr allergien. Her fik Villum taget en hel masse blodprøver, der alle viste, at han ikke har allergi... Så aftalen med lægen blev, at jeg skulle provokere ham igen - og det har jeg så gjort!

I løbet af oktober har jeg provokeret med mælk, ost, fløde, smør, yoghurt... og Villum har ikke reageret. Alt er blevet registreret i skemaer, og er nu klar til at sende det hele tilbage til lægen, som jeg så regner med frikender ham helt.

Vi er gået over til helt almindelig mad igen. Villum kan smage vores andres mad, få en mundfuld is, når vi får det, og vi skal ikke holde øje med indholdet i alt hvad vi køber. Behøver jeg sige vi er lettede?

Klar parat.. Vuggestue snart!

Villum og jeg har i dag besøgt hans kommende vuggestue! Det er vildt at det allerede er lige om lidt.. Besøget gik rigtig godt, og Villum legede og ville gerne op til de voksne på stuen, så det var rart at se at han følte sig tryg. Vuggestuen er den samme som Alma har gået i - fra hun var 1 år til i sommers hvor hun startede i skole - så vi kender personalet og institutionen. -Det gør starten lidt nemmere tror jeg. Stuen Villum skal gå på, er også den samme som Alma gik på, så jeg håber jeg kan styre mig, og tænke positive tanker, når vi går i gang med indkøringen om små to uger.

Det er vildt at tiden er gået så hurtigt, og at min barsel nærmer sig enden, men på den anden side tror jeg også Villum er klar til nye udfordringer - og det er jeg nok også, et eller andet sted. Jeg håber vi kommer godt fra start!

Weekend

Vi har samlet kastanjer og lavet klassiske edderkopper. De hænger nu rundt i vinduerne og pynter så fint.



Selvom vi spiser ved havebordet, har vi også pyntet lidt her :-)



Ellers er weekenden gået med små syslerier. Jeg har lavet nye stjerner til vinduerne, men ellers har jeg mest lagt på sofaen. -Jeg er blevet ret forkølet og halsen driller også. Selvom jeg er gået tidligt i seng og har forsøgt at få det bedre, er det ikke lykkes. I morgen skulle jeg og børnene have været i Århus en tur hos min søster, men det har jeg desværre måtte aflyse. Alma synes virkelig jeg er tarvelig! Håber hun tilgiver mig en af dagene.

Alma har hjulpet far i haven med at grave, og så har hun færdiggjort en tegning hun har arbejdet på i et par dage. Er den ikke fin?

Første skoledag

Vi har holdt sommerferie - og det har bloggen også!
Nu vender hverdagen dog så småt tilbage, og efter 5 uger herhjemme med børnene, må jeg indrømme, at hverdagen hilses velkommen tilbage.

I dag var en stor dag - Alma's første skoledag! Hun er i dag startet i 0.X, og har glædet sig helt vildt de sidste dage.

Godnatsange

Da jeg var lille sang min mor denne sang for mig. Da Alma var lille sang jeg denne sang for hende. Og nu synger jeg også denne sang for Villum, når han skal sove.. Det er altså lidt hyggeligt.. Synger i også for jeres børn, når de skal sove? -Og hvad synger i?

En hård uge

 I lørdags var vi til bryllup i smukke Vor Frelser Kirke. Min bror skulle giftes, og det blev han med pomp og pragt. Et fantastisk smukt og storslået bryllup!

Ugen startede vi med 5-måneders vaccination. Det var en hård omgang med feber, utilpashed og gråd. Det går jo heldigvis over igen, men det er nu ikke sjovt, når det står på. Oveni ser det ud som om der også er en lille tand på vej..

Status: 10,2 kg og 72 cm

Stilhed

Det første af dagens lovede uvejr er ovre, og der er helt stille i haven..

Mens jeg går og forsøger at få Villum til at sove, nyder jeg stilheden og lugten af våd jord.

Kuk kuk

I går var der til gengæld sol, sommer og masser af hulahop-glæde!

Hverdag og fødselsdag

Hverdagen med disse to tager min tid.

Det er ikke fordi jeg har glemt bloggen, men selvom jeg kan multitaske, så har jeg mine begrænsninger. Dagene er bare fyldt ud. Og når de begge er puttet om aftenen, så orker jeg stort set ikke at rejse mig fra sofaen. Jeg nyder dagene med dem begge, og nyder min barsel, men bloggen er trådt lidt i baggrunden. Ihvertfald for en tid. Men jeg laver indlæg, når tiden er til det, og jeg har noget at dele.

I sidste uge fejrede vi mandens fødselsdag. 40 år! Der var inviteret til en skøn dag i skoven, hvor vi havde samlet familie og venner.

Vi havde lejet en spejderhytte i skoven, og der var leg og hygge hele dagen. Heldigvis var vejret med os!

Vupti!

Tirsdag lagde jeg Villum på ryggen på legetæppet og da jeg vendte tilbage lå han på maven..

Nu vender han sig hele tiden om - men bliver ret hurtigt sur, for han gider egentlig ikke ligge på maven :-)