Med følelserne udenpå tøjet..

.. Ja, sådan føles det i øjeblikket. I morgen er scanningsdag, og man skulle synes at jeg snart havde vænnet mig til det. Følelserne, angsten, tankemylderet, tudeturene, ventetiden.. Men det lader ikke til at være tilfældet, desværre. Den der dom, der venter om en uge, den er så afgørende, at det er svært at kapere. Tænk hvis de fortæller at det igen er vokset, og at de ikke har mere at tilbyde? Jeg er bare slet ikke klar til at sige farvel. Slet ikke. Det bedrøver mig så ulidelig meget, at jeg skal tage afsked med mine børn før tid. Det er ikke rimeligt. Alt det jeg ikke kommer til at være en del af. Alt det jeg ikke kommer til at give dem. Al den kærlighed. Når jeg kigger på dem, forstår jeg ikke hvad de har gjort for at fortjene dette, hvorfor skal de to guldklumper gå igennem alt det her lort? Det er ikke rimeligt. Slet ikke.
Jeg er bange for fremtiden. Bange for at jeg aldrig får mit gamle selv tilbage. Min krop, min hverdag, min energi, mit liv. Når jeg vågner tidligt om morgenen, kan jeg nogle dage godt have glemt at vores liv er ændret for altid. Bare i nogle sekunder. Så kommer det hele tilbage. Begrænsningerne, angsten, bivirkningerne. Hver dag er en udfordring. Mit energiniveau er lavere end lavt, men jeg kæmper. Forsøger at opretholde vores hverdag. Vores familieliv. Men det er svært. Og jeg ved at den næste uge vil være fuld af tudeture og angst. I morgen scanning, på mandag svar og videre plan.

Lige nu ligger jeg dog på sofaen med den mindste guldklump, som er syg. Jeg nyder det, og prøver at skubbe de mørke tanker bort. For en stund.

Jeg er jo stadig bare mig..

Jeg er her endnu... Det er ved at være længe siden der har været indlæg her på bloggen. Jeg har været optaget. Optaget af at være syg, hvis man kan være det altså. Den sidste scanning var ikke god - det var noget møg! Tumoren var vokset, og jeg har fået flere metastaser i min lever. Metastaserne i lungerne, var der dog - trods alt - ikke nogen ændrning i. -Så lægernes konklusion var, at behandlingen ikke har virket - vi må prøve noget andet! Og for to uger siden startede jeg så en tredje behandling med kemo og biologiske stoffer, som i kombination gerne skulle slå den lorte-cancer til døde. Tak. Er det for meget forlangt?

Nå det var lige en kort opdatering på sygdomsfronten. Egentlig har jeg noget andet på hjerte..

At være syg er ikke nogen fest, det ved de fleste. Der er mange tabuer omkring det at være cancer-syg. Rigtig mange. Nogle af jer så måske med i uge 43 hvor TV2 som vanligt havde fokus på cancer i en hel uge. For mig var det lidt en uge, hvor der ikke blev set så meget TV2, må jeg indrømme. Jeg ved at det er vigtigt at sætte fokus på sygdommen - og at der jo blev samlet helt ufatteligt mange, gode penge ind til at bekæmpe sygdommen. Men det er svært at se på. Jeg støttede, og så enkelte udsendelser, og det var det. Men det jeg bed mærke i var, at hver tredje dansker rammes af kræft! Det er godt nok mange! VILDT mange! Så mange af jer der, forhåbentlig, stadig læser med derude, er enten selv ramt eller er pårørende til en der er ramt - eller har været det..

Når man bliver syg ændres hele ens verden. Det gjorde min ihvertfald. Fokus ændres, hverdagen ændres.. Sygdommen får en stor plads i ens liv og i alt det man foretager sig. Alt afhænger af, hvor langt i kemo-forløbet man er. Alt planlægges efter om man har det godt eller skidt. Sådan tror jeg det er for de fleste kronisk syge, egentlig.

Der ud over rives man ud af mange sociale sammenhænge. Jeg blev sygemeldt og har snart været det i et år. Et år uden dagligt at være i kontakt med kollegaer, udfordres i hverdagen, opleve og få input. I alt jeg gør, mødes jeg som om jeg har et skilt i panden, hvor der står at jeg er syg. Det er dét der er samtale-emnet, når jeg møder folk på gaden, og i øvrigt. Nogle bliver beklemte ved at møde mig, og ved ikke hvad de skal sige - eller om de skal sige noget. Mange 'møder' bliver lidt akavet. Fordi jeg er syg. Alle ønsker at gøre noget, at kunne hjælpe - og det er helt naturligt. Men jeg er altså stadig bare mig. -Også selv om jeg er syg. Jeg vil stadig gerne vide hvordan mine veninder og kollegaer har det, hvordan deres børn har det, hvor de skal holde jul, hvem der har sovet dårligt i nat og hvad der i øvrigt er udfordrende for dem lige nu. Jeg er stadig et socialt væsen, som interesserer mig for mine med-mennesker. Andre siger tit, at deres problemer jo ikke er noget i forhold til mine.. Det er selvfølgelig rigtigt - men det er DERES problemer, og en bekymring for dem, og derfor interesserer det mig også. Også selvom det er et mindre problem end det, at jeg har cancer... Forstår i mine rablerier? Eller rabler det?

Og ja, jeg er træt og dårlig i perioder, men det betyder jo ikke, at jeg aldrig kan deltage i sociale sammenkomster og møder. Jeg kan godt selv sige fra - og til. Men at blive holdt 'udenfor', fordi man er syg.. At blive behandlet anderledes, fordi man er syg.. Jeg ved godt det er svært, og måske ville jeg også selv reagere sådan som pårørende, kollega eller veninde. -Men hermed et opråb til jer der er derude. Besøg din veninde og vær dig selv. Det er det allerbedste råd! Og ja, jeg ved også godt at jeg minder alle om det værste de ved - at det kunne være dem selv. -Men det er det ikke! Det er mig der er syg.. så slap af og fortæl mig hvordan du går og har det.

Jeg håber ikke i er skræmt væk.. Det var, hvad mit hovede har rodet med i noget tid.. Håber i læste med, og måske kan bruge det næste gang i møder en i kender med kræft.

Rigtig god søndag!

Tilbage i kampen

Billedet er fra Google

Jeg er tilbage i ringen - kampen er i gang igen! Det føles ikke helt som en fair kamp - modstanderen synes at være i en lidt højere vægtklasse end mig..

Jeg var jo ellers på ferie - kemoferie - og forsøgte at nyde det. Så begyndte jeg at få smerter igen - og de tiltog ret hurtigt i styrke. Jeg kontaktede Vejle, blev scannet, og fik svar: Canceren er aktiv igen! Ydermere var både tumor og metastaser alle vokset, så vi er tilbage til udgangspunktet i november, da det blev opdaget. Ja, faktisk er noget af det endnu større, end da jeg startede ud.. Sikke noget møg altså!! Så jeg er tilbage i kemo - en ny slags - og denne gang er der nye bivirkninger. Jeg taber håret.. og kvalme - ulidelig kvalme den første uge. Føj! Jeg har fået første omgang, og i næste uge skal jeg afsted til anden omgang. Efter den tredje skal jeg scannes igen, og så håber jeg så inderligt, at canceren er bokset helt ud i sit eget ringhjørne - og bliver der!

Det er anderledes i denne runde to, synes jeg. Nye tanker, angst og bekymringer - perspektivet er et andet, end da vi startede. Vi kender 'gamet', men ved nu også, at lykken kan være kort. -Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at canceren ville komme så stærkt og hurtigt igen. Det gør mig bange. Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan tåle kemo i det uendelige, og hvis det kommer så hurtigt denne gang - hvad så næste gang, når jeg er nødt til at holde pause igen? Det er ikke rart at tænke på - men tankerne omkring det, fylder en del mit hovede. På trods af det hele, forsøger jeg at få det bedste ud af hver eneste dag. Nyde alt det gode der er - mine børn specielt. Det holder mig oppe, og i gang. Heldigvis.

Det var en hurtig update. Jeg skal forsøge at være bedre og hurtigere til at skrive herinde, og også lidt om alt det andet der foregår - ikke kun sygdom.

Dejlig aften til jer alle!

Blot et bump på vejen... Eller noget.

Den sidste uges tid har jeg haft ondt - ret meget ondt. Omkring min tumor. Og det har blødt en del. -Faktisk ret meget.. Når man har tarmkræft, er lægesamtalerne ofte omhandlende blod, urin og afføring - ja, undskyld mig, men det er altså rigtigt. - Ikke så sjovt at snakke om, ikke så sjovt at fortælle om, ikke særlig feminint.

Når man som jeg er meget blufærdig, synes jeg det kan være ret svært at sidde og fortælle om - og skrive om her! Men samtidig også vigtigt at bryde tabuet, synes jeg.. Jeg skal nok lade være med at gå i detaljer, men symptomerne fra min tumor og tarm blev værre, og mandag kontaktede jeg 'min' afdeling og løftede sløret for min mistanke - 'jeg tror jeg har fået en fistel'. Pyh, det var lidt svært, men de er heldigvis søde og professionelle, og jeg blev taget alvorligt med det samme. -Meldingen var, at de gerne ville se mig onsdag til vurdering.

Onsdag kørte min mand og jeg til Vejle. Samtalen og undersøgelsen bekræftede mistanken, og løsningen er, at jeg skal have lavet en midlertidig stomi, mens fistlen (hullet i tarmvæggen) heler. Stomien havde vi snakket om hjemmefra - det har været på tale før, i mit forløb, så det var egentlig ok. - Som, by the way, heller ikke er særlig sjovt at fortælle om, ikke er særlig feminint og påny udfordrer min blufærdighed.. Samtalen kom også til at omhandle fremtiden, og den videre behandling.

Ved sidste kemostart blev behandlingen med præparatet Oxaliplatin taget væk, da jeg har rigtig mange bivirkninger (føleforstyrrelser i mine fingre og fødder). Hullet i min tarmvæg skyldes måske det ander præparat jeg får i Vejle - Avastin. Avastin har mange bivirkninger, og når jeg nu skal have stomi, så vil man heller ikke give Avastinen - ihvertfald i en periode. Så er der ikke så meget tilbage, vel... Samtidig sagde overlægen, at jeg ikke skulle regne med at blive rask. Så stod verden lige stille lidt! Selvom jeg har læst det, og selvom vi har snakket om det herhjemme - at kræften altid vil være i min krop, og kan komme 'i udbrud' igen, så var det alligevel ikke så sjovt at høre lægen sige det højt. -Han uddybede, og sagde, at de vil behandle til der ikke er aktivitet i tumoren mere, herefter vil de holde behandlingspause, og scanne mig hver tredje måned. Holde øje med de dumme kræftceller, observere om de bliver aktive igen...

Pludselig har jeg tusind spørgsmål om min fremtid. Pludselig er den stomi meget ligegyldig. Pludselig er tabu og blufærdighed ikke så vigtigt mere.

Resten af mit liv er kræftdiagnosen en del af mig. Hver tredje måned skal jeg til 'eksamen' - vente, være bekymret, håbe.. Vi skal finde ud af, som familie, hvordan vi kan leve det liv. Hvordan jeg forhåbenlig kan forene det med mit arbejde - som jeg savner. Tankerne er mange. Nu venter vi. På dato for stomi-operationen. Og på næste scanning som er d 20. marts.

Børnene.. Hvad siger man lige?

November sidste år var ret hektisk, og som i ved, skete der meget i vores familie, på få uger..

D. 8. November var jeg til skopi, d. 11. blev jeg CT- og MR- scannet, d. 13. fik jeg cancer-diagnosen, d. 18. blev jeg PET scannet, d. 19. fik jeg min behandlingsplan og d. 21. startede jeg på mine kemo-behandlinger... Pyh, bliver næsten helt svedt ved at tænke tilbage på den rutsjebanetur vi var igennem i de uger! Det var vildt..

Det stod ret hurtigt klart for os, at det ville betyde store forandringer i vores lille familie, og snakken kom hurtigt ind på hvordan vi skulle fortælle det til børnene. Inden jeg startede i kemobehandling, tog jeg en stille snak med Alma i sofaen. Jeg fortalte hende at jeg er syg i maven, meget syg. At jeg skal på sygehuset og have noget stærk medicin, men at det vil tage meget lang tid, før jeg bliver rask. Alma spurgte hvorfor jeg var blevet syg, og til det kunne jeg jo kun sige, at det ved vi ikke. Den første snak tog ikke så lang tid, og Alma havde ikke så mange spørgsmål.
I samme ombæring kontaktede jeg også Alma's klasselærer og kontakt i SFO, og gav dem besked om, hvad der skete i vores familie.

Kort efter fik vi denne bog foræret af en sød Instagram-følger - og den brugte jeg til at tage en snak mere med Alma. Bogen forklarer om kroppens celler, kemo, og hvorfor man bliver dårlig af kemo. Der er gode billeder, og den gav rigtig god mening for Alma. Ved denne snak satte vi ord på - at jeg har kræft. At kemoen skal spise det dårlige - sygdommen - i min mave, men kemoen ser dårligt, og kommer nogle gange til at bide i de gode celler, og derfor bliver man f.eks træt og dårlig.

Reaktionen på det hele kom først efter nogle uger. Alma ville pludselig ikke høre efter hvad vi sagde, begyndte at svare igen, og opføre sig lidt 'vildt'. Det gav en masse konflikter, og en masse uro. Det var rigtig synd for Alma, for samtidig kunne vi godt mærke, at det i virkeligheden ikke var sådan hun ville være. Det gav anledning til lidt flere snakke om min sygdom - at jeg også er ked af, at jeg ikke kan det samme som før - ked af, at vi ikke kan lave så mange ting sammen mere. Men også, at man stadig skal høre efter, selvom det hele er træls. At det er ok at være sur over at jeg er syg - det er jeg også osv. Det er svært at se sin pige være så ked af det indeni! Kort før jul sagde hun til mig - 'Mor, det største jeg ønsker mig til jul er, at du bliver rask... Tror du julemanden kan finde ud af det?' Åhhh, der skulle jeg tage mig sammen for ikke at komme til at græde..

Det har taget noget tid, men nu er der ved at falde lidt ro på. Der er ikke så mange konflikter, og deres mere ro på. Nok også fordi vi vokse også har fundet en ny hverdag og fået lidt mere ro.

Villum kunne vi jo af gode grunde ikke fortælle noget - men an reagerede prompte! Rent fysisk. Min mor tog over i forhold til indkøring i vuggestue, og en dl praktik herhjemme, og det betød, at jeg blev pure afvist. Fra at vi havde været samen 24-7 i 10 måneder, blev jeg cuttet af. DET var rigtig hårdt! Men samtidig kunne jeg godt, med mit hovede, forstå hvad der skete - men mit hjerte, det blødte!

Der gik en måneds tid, så begyndte Villum langsomt at tø op igen, og i dag er han heldigvis rigtig glad for sin mor, heldigvis!

Det har været nogle hårde måneder for os som familie, men jeg håber vi kommer styrket igennem forløbet. Noget af det allersværeste er at vide, at det at jeg er syg, påvirker mine børn så meget. Det har de på ingen måde fortjent. Det gør mig ked af det..

Gode nyheder!

I onsdags skulle vi endelig til Vejle og have svar på min kontrol-scanning. En uges ventetid er næsten mere end man kan holde til, og de sidste dage op til, var nærmest ulidelige..

Heldigvis blev vi mødt med gode nyheder - ENDELIG! De tre kemokure jeg har været igennem nu, har haft god effekt på både tumor og metastaser, der alle er blevet mindre. Jubiiiii! Sikke en lettelse, sikke en forløsning. Nu ved vi, at kemoen virker - at behandlingen er den rette, at vi ikke kæmper forgæves.

Jeg startede fjerde kemokur efter svaret, og planen er så, at jeg skal scannes igen efter 6. kur - dvs nok engang i midten af marts. Krydser fingre for, at næste svar er lige så godt!

Kemokur og en ny hverdag



Efter det første chock over min diagnose og de følelsesmæssigt rutsjeture, har vi nu fundet en hverdag.
Jeg startede hurtigt på kemokurene, og vidste ikke rigtig hvad jeg gik ind til. -Det var bare rart, at der endelig skete noget, at vi gjorde noget. Tiden hvor man bare venter er for at sige det ligeud - ulidelig!
Mine kemokure varer tre uger - første dag får jeg kemo direkte i blodet på Vejle Sygehus. Dernæst tager jeg kemo som tabletter i 14 dage herhjemme, og så afslutter jeg med en uges pause.
Jeg får bivirkninger med det samme, så når jeg forlader Vejle Sygehus, er jeg kuldskær (mere end vanligt!), kan ikke indånde kold luft - det giver besvær ned vejrtrækningen, jeg får også føleforstyrrelser i halsen af kolde drikke - så alt varmes i microovnen de første dage. Føleforstyrrelserne i halsen varer nogle døgn, dernæst overtager føleforstyrrelserne i hænderne og fødderne. Der ud over er jeg træt - stort set hele tiden.

Den første kur startede stille og roligt. Min søster var med i Vejle, og blev hos os de første dage, lavede mad, legede med Alma, hyggede om os og var der til snak og trøst. Det var virkelig guld! Jeg overgav mig, og lod andre overtage alt omkring mig. - Det var svært, men nødvendigt, tror jeg. Mine svigerforældre afleverer og henter Alma til skole/SFO, og min mor tager sig af Villum og vuggestuen. der ud over laver min mors mand mad til os et par gange om ugen.
Efter de første døgn med kemo, begyndte det at gå ned af bakke. - Jeg opdagede det ikke rigtig selv, men set i bakspejlet gik det ret hurtigt. Da jeg fik diagnosen, havde jeg allerede tabt mig, så jeg vejede 5-6 kilo mindre end jeg normalt gør. Kemoen gjorde mig utilpas, jeg fik det underligt i kroppen. Jeg havde ikke decideret kvalme, og kastede slet ikke op, det var ikke på den måde. Men min krop reagerede. Der ud over begyndte jeg at blive dårlig når jeg spiste. Fik ondt i maven, og igen utilpas. - Jeg vidste godt, at maden var vigtig, og når jeg ikke kunne spise ret meget, måtte jeg spise hver 2.-3. time. Det resulterede i, at jeg blev dårlig stort set hele tiden. Jeg kunne ikke noget, lå på sofaen det meste af tiden, deltog meget lidt i familielivet. Ikke fordi jeg ikke ville - jeg kunne bare ikke. Halvanden uge inde i min første kemokur, blev hele familien ramt af omgangssyge. -Det var dråben der væltede mit bæger, og jeg gik fuldstændig ned. Både fysisk og psykisk. Jeg lå i min seng, blev madet, fulgt på toilet. Blev badet. Jeg forsvandt fuldstændig, og jeg var bange. Rigtig bange. Jeg var godt klar over, at skal jeg igennem dette, skal jeg have kræfter og energi til at kæmpe. Mod til at kæmpe. Ressourcer. Have mig selv med.

Heldigvis kontaktede min mand Vejle Sygehus. Samtalen mundede ud i Prednisolon-behandling, og en rigtig god snak. Og jeg siger det bare - Prednisolon er min nye ven! Der ud over blev min kemo-dosis reduceret, så jeg ikke får så meget af gangen. Langsomt er det gået fremad, jeg har fået mere energi og mere appetit. Jeg kan være en aktiv del af familien, lege med mine børn, lave lidt praktiske ting - og ikke mindst: Tage vare på mig selv! Det betyder bare så meget for energien, selvværdet og gejsten.

I går var vi i Vejle for at jeg kunne starte på min tredje kemokur. Desværre endte det ud i, at jeg slet ikke fik kemo, men kun det biologiske stof jeg også behandles med. Jeg har så mange føleforstyrrelser i mine hænder og fødder, at lægen mente det var bedst at holde en lille pause med kemoen. -Jeg er skuffet over ikke at kunne få denne omgang - for jeg ville gerne have givet canceren et ekstra spark, inden jeg skal til kontrol-scanning om nogle uger. Men det går ikke altid som man selv ønsker det. Jeg får stadig kemo tabletter de næste 14 dage, og det må så være dét i denne omgang.

Nu når jeg har fået lidt mere energi, håber jeg at kunne være lidt mere aktiv her på bloggen. Jeg lover dog intet, men hvis energien er der, vil i høre fra mig snart igen.

Vil til sidst sige jer alle tak for de søde kommentarer og hilsner i sendte i mit sidste indlæg. De er alle læst og taget ind, værdsat og gemt. Alt sammen med til at give gejst til at kæmpe. Tak skal i have!

Alting går i stå... og alligevel går livet videre

Jeg er blevet syg - sådan alvorligt syg.

For 15 dage siden var jeg til en kikkertundersøgelse, og resultatet var ikke godt. De fandt en tumor i min tarm. Lægen og sygeplejersken der fortalte os det umiddelbart efter undersøgelsn var alvorlige. De sagde at det så slemt ud. De havde taget biopsier og jeg skulle sendes videre til både CT- og MR scanning. Det var fredag og scanningerne skulle laves mandag. Lynet slog ned og alting gik i stå... Alligevel skulle tingene fungere, børnene hentes, laves aftensmad, puttes og hygges. Indeni er alt kaos. Tanker om død, at skulle forlade min familie - gråden sidder lige under overfladen konstant.

På en eller anden måde går weekenden, og mandag bliver jeg scannet. Aftalen er, at vi skal have svar den følgende fredag. -Det er længe at vente! Er jeg købt eller solgt? Hverdagens gøremål optager mig, men angsten og gråden pibler hele tiden frem. Tirsdag sover jeg til middag med Villum - telefonen ringer. Ukendt nummer, de må ringe igen. Ti minutter efter ringer den igen - det slår mig, at det måske er sygehuset, og jeg tager telefonen. Det er en overlæge der sammen med sine kollegaer har set på min undersøgelse og scanningerne. Det er desværre ikke godt, siger han. Det er en stor tumor jeg har i min tarm, og CT scanningen viser at der også er spredning til min lever. Jeg græder. Villum vågner, og kigger på mig - så græder han også. Lægen prøver at få kontakt med mig. -Er jeg ok? Er jeg alene? De vil gerne have at vi kommer til samtale allerede dagen efter. Samtalen afsluttes. Jeg græder med Villum i armene, og får fat i min telefon. Jeg ringer til min mand, som er på arbejde. Jeg får ikke sagt meget - bare at han skal komme hjem. Det tager heldigvis ikke lang tid, så er han her. Jeg forstår det ikke - er jeg virkelig så syg?? Er de sikre? Kan de tage fejl? Jeg græder og græder.

Dagen efter er vi på sygehuset igen. Angsten er med mig. Tårerne er i øjenkrogen. Samtalen tilføjer endnu en dårlig nyhed til rækken. Udover tumoren og metastasen i leveren, ser det på MR scanningen ud til, at der også er noget på lungerne. Begge lunger. Lægerne er bekymrede, og jeg skal videre til et andet, mere specialiseret sygehus. Her skal jeg PET scannes og have mit kommende forløb. Lægen går, og vi sidder tilbage. Holder hinanden i hånden og græder.

Det er så uvirkeligt og helt, helt ufatteligt.

De følgende dage samles familien omkring os. Det er både dejligt og hårdt. Dejligt, at der er hjælp og at de virkelig er der for os. Hårdt fordi det bekræfter, at det er rigtigt, det der foregår. Det er ikke en fejl, ikke en dårlig drøm. Det her er virkelighed. Vores virkelighed. Dagene går - venteiden er svær. Synes at der skal ske noget! Når nu alt det dårlige er inde i min krop, hvorfor gør vi så ikke noget ved det? Jeg forsikres om, at ventetiden er nødvendig for at finde den bedste behandling til mig.

Endelig kommer dagen hvor jeg skal PET scannes. Jeg er rolig og fattet. Dette skal overståes og så skal jeg bare have resultatet og min behandlingsplan. Nu skal der ske noget. Scanningen udføres og vi kører hjem igen. Det næste døgn er svært. Vi er så nervøse, at det er svært at trække vejret.

Tidspunktet for samtalen er kommet. Lægen er behagelig og god til at forklare. Desværre viser PET scanningen at der er aktivitet i de forandringer de har set i mine lunger. Kræftcellerne er aktive. Vi ser på scanningsbillederne sammen, og lægen forklarer. Lægen er positiv og giver mig håb. Roen lægger sig indeni. Min behandling bliver kemoterapi, og jeg skal starte to dage efter. Vi snakker om bivirkninger, forløbet, fremtiden. Intet er sikkert, alle forløb er individuelle. Da vi går derfra er vi glade - nærmest fjollede. Af en eller anden grund - selvom samtalen jo ikke på den måde var god, så har vi fået håbet tilbage.

Jeg starter kemo 13 dage efter kikkertundersøgelsen. Jeg er ikke nervøs eller bange, mere spændt på, hvordan det bliver - hvordan jeg reagerer - hvor hårdt det er. Alting er gået så hurtigt, og vi er bare fulgt med, men jeg tror ikke det sådan rigtig er gået op for os endnu, hvad der er sket. Jeg har nu fået kemo i godt to døgn. Jeg har det ok, efter omstændighederne. Jeg ved at det bliver hårdt, at det til tider vil være uoverskueligt, og meget svært at være i. Men jeg vil kæmpe - alt det jeg kan. Jeg vil ikke væk fra min familie og mine kære. Jeg vil se mine børn vokse op, og blive gammel sammen med min mand. Det er mit mål.

Mange spørger hvordan jeg opdagede det... Når jeg kigger tilbage, har jeg nok haft symptomer siden jeg fødte Villum i Januar. -Men jeg vidste bare ikke at det var det. I starten tænkte jeg, at problemerne med min mave skyldtes graviditeten og en hård fødsel. At min bækkenbund skulle trænes op igen. Senere, omkring sommer, tror jeg, begyndte jeg at tænke der nok var noget mere i det. Måske hæmorider. Jeg var ved lægen i august - desværre ikke min egen - og hun mente at jeg havde hæmorider og var forstoppet, så jeg skulle have afføringsmiddel. Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var det der var galt, men jeg adlød. Og for to en halv uge siden var jeg så ved min egen læge, som heldigvis sendte mig hurtigt videre til kikkertundersøgelsen, som blev lavet to dage efter. Og ja, det er nemt at være bagklog - jeg skulle da have gjort noget mere, lyttet til min krop. Det havde jeg helt sikkert gjort, hvis jeg havde vist at det var så alvorligt. Men det vidste jeg ikke - og nu kan jeg ikke lave det om.

Jeg tænker fremad, og håber og ved at jeg nok skal komme igennem det her.

Bloggen vil ikke blive opdateret jævnligt. Nu ved i hvorfor. Måske får jeg overskud og energi til at blogge ind i mellem, og så hører i fra mig.