D. 8. November var jeg til skopi, d. 11. blev jeg CT- og MR- scannet, d. 13. fik jeg cancer-diagnosen, d. 18. blev jeg PET scannet, d. 19. fik jeg min behandlingsplan og d. 21. startede jeg på mine kemo-behandlinger... Pyh, bliver næsten helt svedt ved at tænke tilbage på den rutsjebanetur vi var igennem i de uger! Det var vildt..
Det stod ret hurtigt klart for os, at det ville betyde store forandringer i vores lille familie, og snakken kom hurtigt ind på hvordan vi skulle fortælle det til børnene. Inden jeg startede i kemobehandling, tog jeg en stille snak med Alma i sofaen. Jeg fortalte hende at jeg er syg i maven, meget syg. At jeg skal på sygehuset og have noget stærk medicin, men at det vil tage meget lang tid, før jeg bliver rask. Alma spurgte hvorfor jeg var blevet syg, og til det kunne jeg jo kun sige, at det ved vi ikke. Den første snak tog ikke så lang tid, og Alma havde ikke så mange spørgsmål.
I samme ombæring kontaktede jeg også Alma's klasselærer og kontakt i SFO, og gav dem besked om, hvad der skete i vores familie.
Kort efter fik vi denne bog foræret af en sød Instagram-følger - og den brugte jeg til at tage en snak mere med Alma. Bogen forklarer om kroppens celler, kemo, og hvorfor man bliver dårlig af kemo. Der er gode billeder, og den gav rigtig god mening for Alma. Ved denne snak satte vi ord på - at jeg har kræft. At kemoen skal spise det dårlige - sygdommen - i min mave, men kemoen ser dårligt, og kommer nogle gange til at bide i de gode celler, og derfor bliver man f.eks træt og dårlig.
Reaktionen på det hele kom først efter nogle uger. Alma ville pludselig ikke høre efter hvad vi sagde, begyndte at svare igen, og opføre sig lidt 'vildt'. Det gav en masse konflikter, og en masse uro. Det var rigtig synd for Alma, for samtidig kunne vi godt mærke, at det i virkeligheden ikke var sådan hun ville være. Det gav anledning til lidt flere snakke om min sygdom - at jeg også er ked af, at jeg ikke kan det samme som før - ked af, at vi ikke kan lave så mange ting sammen mere. Men også, at man stadig skal høre efter, selvom det hele er træls. At det er ok at være sur over at jeg er syg - det er jeg også osv. Det er svært at se sin pige være så ked af det indeni! Kort før jul sagde hun til mig - 'Mor, det største jeg ønsker mig til jul er, at du bliver rask... Tror du julemanden kan finde ud af det?' Åhhh, der skulle jeg tage mig sammen for ikke at komme til at græde..
Det har taget noget tid, men nu er der ved at falde lidt ro på. Der er ikke så mange konflikter, og deres mere ro på. Nok også fordi vi vokse også har fundet en ny hverdag og fået lidt mere ro.
Der gik en måneds tid, så begyndte Villum langsomt at tø op igen, og i dag er han heldigvis rigtig glad for sin mor, heldigvis!
Det har været nogle hårde måneder for os som familie, men jeg håber vi kommer styrket igennem forløbet. Noget af det allersværeste er at vide, at det at jeg er syg, påvirker mine børn så meget. Det har de på ingen måde fortjent. Det gør mig ked af det..
