.. Ja, sådan føles det i øjeblikket. I morgen er scanningsdag, og man skulle synes at jeg snart havde vænnet mig til det. Følelserne, angsten, tankemylderet, tudeturene, ventetiden.. Men det lader ikke til at være tilfældet, desværre. Den der dom, der venter om en uge, den er så afgørende, at det er svært at kapere. Tænk hvis de fortæller at det igen er vokset, og at de ikke har mere at tilbyde? Jeg er bare slet ikke klar til at sige farvel. Slet ikke. Det bedrøver mig så ulidelig meget, at jeg skal tage afsked med mine børn før tid. Det er ikke rimeligt. Alt det jeg ikke kommer til at være en del af. Alt det jeg ikke kommer til at give dem. Al den kærlighed. Når jeg kigger på dem, forstår jeg ikke hvad de har gjort for at fortjene dette, hvorfor skal de to guldklumper gå igennem alt det her lort? Det er ikke rimeligt. Slet ikke.
Jeg er bange for fremtiden. Bange for at jeg aldrig får mit gamle selv tilbage. Min krop, min hverdag, min energi, mit liv. Når jeg vågner tidligt om morgenen, kan jeg nogle dage godt have glemt at vores liv er ændret for altid. Bare i nogle sekunder. Så kommer det hele tilbage. Begrænsningerne, angsten, bivirkningerne. Hver dag er en udfordring. Mit energiniveau er lavere end lavt, men jeg kæmper. Forsøger at opretholde vores hverdag. Vores familieliv. Men det er svært. Og jeg ved at den næste uge vil være fuld af tudeture og angst. I morgen scanning, på mandag svar og videre plan.
Lige nu ligger jeg dog på sofaen med den mindste guldklump, som er syg. Jeg nyder det, og prøver at skubbe de mørke tanker bort. For en stund.
Den tidløse klassiker i garderoben
6 timer siden