For en uges tid siden var jeg med Villum på sygehuset til mælke-provokation. Endelig skulle vi have at vide om han virkelig har mælkeallergi, eller hvad der var galt
da vi var indlagt i marts.
Villum blev først priktestet med mælk - men der var ikke udslag, og så kunne selve provokationen gå i gang. Vi skulle starte med 2 ml almindelig modermælkserstatning, og så skulle mængden øges hver halve time. Men det er jo ikke meget, når man er en stor basse på næsten 8 kg (!), så Villum skreg og var forfærdelig sulten. Efter endnu en halv time fik han 5 ml mælk - og så blev jeg enig med sygeplejersken i, at jeg var nødt til at give ham noget af det mælk vi giver ham - "Althéra". -Det hjalp lidt på sulten, heldigvis!
Kort tid efter - da han skulle til at have tredje portion, kom sygeplejersken og sagde, at lægen ville tale med mig, og på vej hen til ham, fortalte hun at overlægerne var uenige om han overhovedet skulle provokeres. Den læge jeg talte med syntes ikke vi skulle fortsætte provokationen, da Villums reaktion (ved vores indlæggelse i marts) havde været så kraftig som den var, og da den var kommet fra maven. Normalt reagerer man også i huden, hvis han har mælkeallergi. Lægen var overbevist om, at Villum ikke har en decideret allergi, men at hans tarme ikke kan nedbryde komælks-proteinerne lige nu. Han mente dog også, at Villum ville vokse fra det helt af sig selv.
Dertfor gik vi hjem igen - med en plan om at vi lige så stille introducerer almindelig mælk, når Villum er blevet 6 måneder. -Og så ser vi hvad der sker. Lægen mente ikke der ville komme nogen reaktion - sandsynligheden var meget lille. Så det håber vi er rigtigt. Vi fortsætter derfor med Althéra - dog nu med tilskud, heldigvis! :-)
Jeg har dog planer om at begynde på grød om ikke så længe. Villum vejer som sagt lige omkring 8 kg . så der skal konsumeres noget mælk for at holde den kørende ;-)
Håber i nyder bededagen derude - omend man kunne have ønsket sig lidt bedre vejr!