Sider

onsdag den 28. maj 2014

Tilbage i kampen


Billedet er fra Google



Jeg er tilbage i ringen - kampen er i gang igen! Det føles ikke helt som en fair kamp - modstanderen synes at være i en lidt højere vægtklasse end mig..

Jeg var jo ellers på ferie - kemoferie - og forsøgte at nyde det. Så begyndte jeg at få smerter igen - og de tiltog ret hurtigt i styrke. Jeg kontaktede Vejle, blev scannet, og fik svar: Canceren er aktiv igen! Ydermere var både tumor og metastaser alle vokset, så vi er tilbage til udgangspunktet i november, da det blev opdaget. Ja, faktisk er noget af det endnu større, end da jeg startede ud.. Sikke noget møg altså!! Så jeg er tilbage i kemo - en ny slags - og denne gang er der nye bivirkninger. Jeg taber håret.. og kvalme - ulidelig kvalme den første uge. Føj! Jeg har fået første omgang, og i næste uge skal jeg afsted til anden omgang. Efter den tredje skal jeg scannes igen, og så håber jeg så inderligt, at canceren er bokset helt ud i sit eget ringhjørne - og bliver der!
Det er anderledes i denne runde to, synes jeg. Nye tanker, angst og bekymringer - perspektivet er et andet, end da vi startede. Vi kender 'gamet', men ved nu også, at lykken kan være kort. -Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at canceren ville komme så stærkt og hurtigt igen. Det gør mig bange. Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan tåle kemo i det uendelige, og hvis det kommer så hurtigt denne gang - hvad så næste gang, når jeg er nødt til at holde pause igen? Det er ikke rart at tænke på - men tankerne omkring det, fylder en del mit hovede. På trods af det hele, forsøger jeg at få det bedste ud af hver eneste dag. Nyde alt det gode der er - mine børn specielt. Det holder mig oppe, og i gang. Heldigvis.

Det var en hurtig update. Jeg skal forsøge at være bedre og hurtigere til at skrive herinde, og også lidt om alt det andet der foregår - ikke kun sygdom.

Dejlig aften til jer alle!

16 kommentarer:

  1. Vil blot ønske dig og din familie en god kr. himmelfart og god pinse derefter- håber du I kan nyde nogle rare dage sammen. Det er dejligt med en update- og jeg sender tanker og god karma til dig :-)

    SvarSlet
  2. Vil lige sende en hilsen med ønsket om en god weekend og krydse fingre for at du vinder kampen

    SvarSlet
  3. Kampen er hård og tankerne mange...jeg ønsker dig masser af kræfter, minimum af bivirkninger og al den kærlighed dit hjerte kan rumme. Nyd tiden og livet alt hvad du kan...jeg ved ikke om dette vil sige dig noget, men det har betydet meget for mig...(Altid frejdig når du går...er en salme vi sang ved min brors og fars begravelse og et stærkt vidne for mig om at kærligheden fra familie og venner giver kræfterne til at møde kampen)

    Kæmp for alt hvad du har kært
    Dø om så det gælder
    Da er livet ej så svært
    Døden ikke heller

    SvarSlet
  4. Jeg hepper på, at canceren bliver sendt til tælling!!!! Knus til dig:)

    SvarSlet
  5. Kære Stine,
    Jeg har først lige læst om din sygdom og dine indlæg har berørt mig dybt. Din hverdag er min frygt. Som så mange andre har jeg selv haft den forbandede sygdom tæt ind på livet og ved, hvor hårdt det er. Det lyder heldigvis som om du er stærk og kæmper på! Giv ikke op – du VINDER! Alle de bedste og varmeste tanker til dig og din familie!
    Kærlig hilsen Bodil

    SvarSlet
  6. Jeg håber alle vores kærlige tanker hjælper dig med at kæmpe. Knus:-)

    SvarSlet
  7. det er så uretfærdigt!! Jeg håber alt det bedste for dig og din kære familie. Tak for updaten!

    SvarSlet
  8. Du er sej! Jeg sender masser af tanker og styrke din vej, så du kan få sparket den forbandede cancer helt ud af ringen! Kh Ingrid

    SvarSlet
  9. Kære Stine.
    Hvor er jeg ked af at høre at du har det så skidt og at canceren er så aktiv.
    Jeg sender dig mange gode tanker, og håber du føler dig så ok at du kan nyde at være sammen med din familie.
    Knus Siri

    SvarSlet
  10. Åh, hvor må det bare være hårdt - for dig og for din lille familie. Jeg sender dig mange varme tanker og håber, at du hurtigt får nedkæmpet kræftcellerne igen.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
  11. Mange tanker og krydsede fingre - håber for dig at det vender denne gang!!!
    Kh Stine

    SvarSlet
  12. Kære Stine
    Følger din blog, da jeg selv kæmper med den forfærdelige sygdom. Sender dig mange tanker og ønsker om bedring. Beundrer din tilgang, vilje og kampgejst.
    KH
    KH

    SvarSlet
  13. Jeg har følgt din blogg i lang tid og er en av det stille leserne. Ville berre si at jeg tenker på deg og din familie. Stå på, denne kampen skal du vinne

    SvarSlet
  14. Kæreste Stine.... jeg får simpelthen ondt i hjertet når jeg læser din beretning!!! Men for satan hvor er du sej - så stærk du er, at du kan dele det med os her på bloggen. Så omsorgsfuld du er, når du skriver til mig på IG og sender mig en krammer fordi jeg har haft udfordrende unger i weekenden... så modig du er når du går ind i kampen med oprejst pande!

    Jeg hepper på dig og håber du slår den fucking cancer omkuld i 2 runde!!!!!

    KOM SÅÅÅÅÅÅ STINE - KNOCK ÉM DOWN!
    Kæmpe kram fra Malene

    SvarSlet
  15. Kære Stine. Følger dig her og på Insta - og selvom jeg ikke kender dig IRL så tænker jeg ofte på dig og ønsker for alt i verden at den fu.... sygdom får baghjul lynhurtigt. Det er så skønt at mærke, hvordan livsglæden stadig er at finde i dine billeder og tekster, på trods af det stormvejr du og familien er i. Jeg tror det betyder mere end du aner, at du kan finde de små glæder og troen midt i dit livs kamp. Held og lykke - jeg hepper totalt meget på dig. Kærligst fra Helle (Sandbysais på Insta).

    SvarSlet
  16. Årh nej, altså! Jeg håber virkelig, du er stærkest - og hvorfor ikke?!
    Kram herfra :-)

    SvarSlet

Tak fordi du kiggede forbi. Jeg bliver rigtig glad for kommentarer til det jeg skriver :-)