Jeg er jo stadig bare mig..

Jeg er her endnu... Det er ved at være længe siden der har været indlæg her på bloggen. Jeg har været optaget. Optaget af at være syg, hvis man kan være det altså. Den sidste scanning var ikke god - det var noget møg! Tumoren var vokset, og jeg har fået flere metastaser i min lever. Metastaserne i lungerne, var der dog - trods alt - ikke nogen ændrning i. -Så lægernes konklusion var, at behandlingen ikke har virket - vi må prøve noget andet! Og for to uger siden startede jeg så en tredje behandling med kemo og biologiske stoffer, som i kombination gerne skulle slå den lorte-cancer til døde. Tak. Er det for meget forlangt?

Nå det var lige en kort opdatering på sygdomsfronten. Egentlig har jeg noget andet på hjerte..

At være syg er ikke nogen fest, det ved de fleste. Der er mange tabuer omkring det at være cancer-syg. Rigtig mange. Nogle af jer så måske med i uge 43 hvor TV2 som vanligt havde fokus på cancer i en hel uge. For mig var det lidt en uge, hvor der ikke blev set så meget TV2, må jeg indrømme. Jeg ved at det er vigtigt at sætte fokus på sygdommen - og at der jo blev samlet helt ufatteligt mange, gode penge ind til at bekæmpe sygdommen. Men det er svært at se på. Jeg støttede, og så enkelte udsendelser, og det var det. Men det jeg bed mærke i var, at hver tredje dansker rammes af kræft! Det er godt nok mange! VILDT mange! Så mange af jer der, forhåbentlig, stadig læser med derude, er enten selv ramt eller er pårørende til en der er ramt - eller har været det..

Når man bliver syg ændres hele ens verden. Det gjorde min ihvertfald. Fokus ændres, hverdagen ændres.. Sygdommen får en stor plads i ens liv og i alt det man foretager sig. Alt afhænger af, hvor langt i kemo-forløbet man er. Alt planlægges efter om man har det godt eller skidt. Sådan tror jeg det er for de fleste kronisk syge, egentlig.

Der ud over rives man ud af mange sociale sammenhænge. Jeg blev sygemeldt og har snart været det i et år. Et år uden dagligt at være i kontakt med kollegaer, udfordres i hverdagen, opleve og få input. I alt jeg gør, mødes jeg som om jeg har et skilt i panden, hvor der står at jeg er syg. Det er dét der er samtale-emnet, når jeg møder folk på gaden, og i øvrigt. Nogle bliver beklemte ved at møde mig, og ved ikke hvad de skal sige - eller om de skal sige noget. Mange 'møder' bliver lidt akavet. Fordi jeg er syg. Alle ønsker at gøre noget, at kunne hjælpe - og det er helt naturligt. Men jeg er altså stadig bare mig. -Også selv om jeg er syg. Jeg vil stadig gerne vide hvordan mine veninder og kollegaer har det, hvordan deres børn har det, hvor de skal holde jul, hvem der har sovet dårligt i nat og hvad der i øvrigt er udfordrende for dem lige nu. Jeg er stadig et socialt væsen, som interesserer mig for mine med-mennesker. Andre siger tit, at deres problemer jo ikke er noget i forhold til mine.. Det er selvfølgelig rigtigt - men det er DERES problemer, og en bekymring for dem, og derfor interesserer det mig også. Også selvom det er et mindre problem end det, at jeg har cancer... Forstår i mine rablerier? Eller rabler det?

Og ja, jeg er træt og dårlig i perioder, men det betyder jo ikke, at jeg aldrig kan deltage i sociale sammenkomster og møder. Jeg kan godt selv sige fra - og til. Men at blive holdt 'udenfor', fordi man er syg.. At blive behandlet anderledes, fordi man er syg.. Jeg ved godt det er svært, og måske ville jeg også selv reagere sådan som pårørende, kollega eller veninde. -Men hermed et opråb til jer der er derude. Besøg din veninde og vær dig selv. Det er det allerbedste råd! Og ja, jeg ved også godt at jeg minder alle om det værste de ved - at det kunne være dem selv. -Men det er det ikke! Det er mig der er syg.. så slap af og fortæl mig hvordan du går og har det.

Jeg håber ikke i er skræmt væk.. Det var, hvad mit hovede har rodet med i noget tid.. Håber i læste med, og måske kan bruge det næste gang i møder en i kender med kræft.

Rigtig god søndag!