Blot et bump på vejen... Eller noget.

Den sidste uges tid har jeg haft ondt - ret meget ondt. Omkring min tumor. Og det har blødt en del. -Faktisk ret meget.. Når man har tarmkræft, er lægesamtalerne ofte omhandlende blod, urin og afføring - ja, undskyld mig, men det er altså rigtigt. - Ikke så sjovt at snakke om, ikke så sjovt at fortælle om, ikke særlig feminint.

Når man som jeg er meget blufærdig, synes jeg det kan være ret svært at sidde og fortælle om - og skrive om her! Men samtidig også vigtigt at bryde tabuet, synes jeg.. Jeg skal nok lade være med at gå i detaljer, men symptomerne fra min tumor og tarm blev værre, og mandag kontaktede jeg 'min' afdeling og løftede sløret for min mistanke - 'jeg tror jeg har fået en fistel'. Pyh, det var lidt svært, men de er heldigvis søde og professionelle, og jeg blev taget alvorligt med det samme. -Meldingen var, at de gerne ville se mig onsdag til vurdering.

Onsdag kørte min mand og jeg til Vejle. Samtalen og undersøgelsen bekræftede mistanken, og løsningen er, at jeg skal have lavet en midlertidig stomi, mens fistlen (hullet i tarmvæggen) heler. Stomien havde vi snakket om hjemmefra - det har været på tale før, i mit forløb, så det var egentlig ok. - Som, by the way, heller ikke er særlig sjovt at fortælle om, ikke er særlig feminint og påny udfordrer min blufærdighed.. Samtalen kom også til at omhandle fremtiden, og den videre behandling.

Ved sidste kemostart blev behandlingen med præparatet Oxaliplatin taget væk, da jeg har rigtig mange bivirkninger (føleforstyrrelser i mine fingre og fødder). Hullet i min tarmvæg skyldes måske det ander præparat jeg får i Vejle - Avastin. Avastin har mange bivirkninger, og når jeg nu skal have stomi, så vil man heller ikke give Avastinen - ihvertfald i en periode. Så er der ikke så meget tilbage, vel... Samtidig sagde overlægen, at jeg ikke skulle regne med at blive rask. Så stod verden lige stille lidt! Selvom jeg har læst det, og selvom vi har snakket om det herhjemme - at kræften altid vil være i min krop, og kan komme 'i udbrud' igen, så var det alligevel ikke så sjovt at høre lægen sige det højt. -Han uddybede, og sagde, at de vil behandle til der ikke er aktivitet i tumoren mere, herefter vil de holde behandlingspause, og scanne mig hver tredje måned. Holde øje med de dumme kræftceller, observere om de bliver aktive igen...

Pludselig har jeg tusind spørgsmål om min fremtid. Pludselig er den stomi meget ligegyldig. Pludselig er tabu og blufærdighed ikke så vigtigt mere.

Resten af mit liv er kræftdiagnosen en del af mig. Hver tredje måned skal jeg til 'eksamen' - vente, være bekymret, håbe.. Vi skal finde ud af, som familie, hvordan vi kan leve det liv. Hvordan jeg forhåbenlig kan forene det med mit arbejde - som jeg savner. Tankerne er mange. Nu venter vi. På dato for stomi-operationen. Og på næste scanning som er d 20. marts.