Efter det første chock over min diagnose og de følelsesmæssigt rutsjeture, har vi nu fundet en hverdag.
Jeg startede hurtigt på kemokurene, og vidste ikke rigtig hvad jeg gik ind til. -Det var bare rart, at der endelig skete noget, at vi gjorde noget. Tiden hvor man bare venter er for at sige det ligeud - ulidelig!
Mine kemokure varer tre uger - første dag får jeg kemo direkte i blodet på Vejle Sygehus. Dernæst tager jeg kemo som tabletter i 14 dage herhjemme, og så afslutter jeg med en uges pause.
Jeg får bivirkninger med det samme, så når jeg forlader Vejle Sygehus, er jeg kuldskær (mere end vanligt!), kan ikke indånde kold luft - det giver besvær ned vejrtrækningen, jeg får også føleforstyrrelser i halsen af kolde drikke - så alt varmes i microovnen de første dage. Føleforstyrrelserne i halsen varer nogle døgn, dernæst overtager føleforstyrrelserne i hænderne og fødderne. Der ud over er jeg træt - stort set hele tiden.
Den første kur startede stille og roligt. Min søster var med i Vejle, og blev hos os de første dage, lavede mad, legede med Alma, hyggede om os og var der til snak og trøst. Det var virkelig guld! Jeg overgav mig, og lod andre overtage alt omkring mig. - Det var svært, men nødvendigt, tror jeg. Mine svigerforældre afleverer og henter Alma til skole/SFO, og min mor tager sig af Villum og vuggestuen. der ud over laver min mors mand mad til os et par gange om ugen.
Efter de første døgn med kemo, begyndte det at gå ned af bakke. - Jeg opdagede det ikke rigtig selv, men set i bakspejlet gik det ret hurtigt. Da jeg fik diagnosen, havde jeg allerede tabt mig, så jeg vejede 5-6 kilo mindre end jeg normalt gør. Kemoen gjorde mig utilpas, jeg fik det underligt i kroppen. Jeg havde ikke decideret kvalme, og kastede slet ikke op, det var ikke på den måde. Men min krop reagerede. Der ud over begyndte jeg at blive dårlig når jeg spiste. Fik ondt i maven, og igen utilpas. - Jeg vidste godt, at maden var vigtig, og når jeg ikke kunne spise ret meget, måtte jeg spise hver 2.-3. time. Det resulterede i, at jeg blev dårlig stort set hele tiden. Jeg kunne ikke noget, lå på sofaen det meste af tiden, deltog meget lidt i familielivet. Ikke fordi jeg ikke ville - jeg kunne bare ikke. Halvanden uge inde i min første kemokur, blev hele familien ramt af omgangssyge. -Det var dråben der væltede mit bæger, og jeg gik fuldstændig ned. Både fysisk og psykisk. Jeg lå i min seng, blev madet, fulgt på toilet. Blev badet. Jeg forsvandt fuldstændig, og jeg var bange. Rigtig bange. Jeg var godt klar over, at skal jeg igennem dette, skal jeg have kræfter og energi til at kæmpe. Mod til at kæmpe. Ressourcer. Have mig selv med.
Heldigvis kontaktede min mand Vejle Sygehus. Samtalen mundede ud i Prednisolon-behandling, og en rigtig god snak. Og jeg siger det bare - Prednisolon er min nye ven! Der ud over blev min kemo-dosis reduceret, så jeg ikke får så meget af gangen. Langsomt er det gået fremad, jeg har fået mere energi og mere appetit. Jeg kan være en aktiv del af familien, lege med mine børn, lave lidt praktiske ting - og ikke mindst: Tage vare på mig selv! Det betyder bare så meget for energien, selvværdet og gejsten.
I går var vi i Vejle for at jeg kunne starte på min tredje kemokur. Desværre endte det ud i, at jeg slet ikke fik kemo, men kun det biologiske stof jeg også behandles med. Jeg har så mange føleforstyrrelser i mine hænder og fødder, at lægen mente det var bedst at holde en lille pause med kemoen. -Jeg er skuffet over ikke at kunne få denne omgang - for jeg ville gerne have givet canceren et ekstra spark, inden jeg skal til kontrol-scanning om nogle uger. Men det går ikke altid som man selv ønsker det. Jeg får stadig kemo tabletter de næste 14 dage, og det må så være dét i denne omgang.
Nu når jeg har fået lidt mere energi, håber jeg at kunne være lidt mere aktiv her på bloggen. Jeg lover dog intet, men hvis energien er der, vil i høre fra mig snart igen.
Vil til sidst sige jer alle tak for de søde kommentarer og hilsner i sendte i mit sidste indlæg. De er alle læst og taget ind, værdsat og gemt. Alt sammen med til at give gejst til at kæmpe. Tak skal i have!
