Sider

torsdag den 24. oktober 2013

Mælken tilbage på bordet


Mange af jer ved, at Villum fik mælkeallergi da han var helt lille. I juni provokerede jeg ham med komælk, og der reagerede han kraftigt stadigvæk.
Derfor var vi efter sommerferien en tur på børneambulatoriet, for at snakke med en læge vedr allergien. Her fik Villum taget en hel masse blodprøver, der alle viste, at han ikke har allergi... Så aftalen med lægen blev, at jeg skulle provokere ham igen - og det har jeg så gjort!

I løbet af oktober har jeg provokeret med mælk, ost, fløde, smør, yoghurt... og Villum har ikke reageret. Alt er blevet registreret i skemaer, og er nu klar til at sende det hele tilbage til lægen, som jeg så regner med frikender ham helt.

Vi er gået over til helt almindelig mad igen. Villum kan smage vores andres mad, få en mundfuld is, når vi får det, og vi skal ikke holde øje med indholdet i alt hvad vi køber. Behøver jeg sige vi er lettede?

onsdag den 23. oktober 2013

Klar parat.. Vuggestue snart!


Villum og jeg har i dag besøgt hans kommende vuggestue! Det er vildt at det allerede er lige om lidt.. Besøget gik rigtig godt, og Villum legede og ville gerne op til de voksne på stuen, så det var rart at se at han følte sig tryg. Vuggestuen er den samme som Alma har gået i - fra hun var 1 år til i sommers hvor hun startede i skole - så vi kender personalet og institutionen. -Det gør starten lidt nemmere tror jeg. Stuen Villum skal gå på, er også den samme som Alma gik på, så jeg håber jeg kan styre mig, og tænke positive tanker, når vi går i gang med indkøringen om små to uger.

Det er vildt at tiden er gået så hurtigt, og at min barsel nærmer sig enden, men på den anden side tror jeg også Villum er klar til nye udfordringer - og det er jeg nok også, et eller andet sted. Jeg håber vi kommer godt fra start!

fredag den 18. oktober 2013

Blåvand venter..


Vi er i gang med at pakke tasker og krydse af på huskesedlen! Forude venter en weekend i dejlige Blåvand sammen med svigerfamilien. Vi håber på nogenlunde vejr, for vi skal gå ture, hygge os og have ham her vildbassen med i badeland for første gang. Det bliver godt.

Rigtig god weekend!