Sider

fredag den 7. december 2012

Det der med drengenavne..


Det er altså svært - det der med at finde et navn til lillebror.. Vi kan slet ikke blive enige, og jeg kan faktisk slet ikke finde et navn, som jeg virkelig godt kan li'..

Med Alma var vi heller ikke enige - jeg var rigtig glad for navnet Alma og manden ville gerne have Dicte. Under fødslen blev jordemoderen indviet i vores navne-dilemma. Pga komplikationer fik jeg ikke Alma på maven med det samme efter fødseln, men en børnelæge undersøgte hende som det allerførste - og imens han gjorde det, spurgte jordemoderen ham om han mente det var en Dicte eller en Alma. Svaret kom ret hurtigt - det må være en Alma, for hun er sådan én der selv vil bestemme, sagde han! Kort efter sagde manden, at det var ok med Alma - så ville han bare gerne have nye højtalere i stuen! Så Alma fik sit navn ved hjælp af en god deal og en børnelæge :-)

Men altså, når vi ikke engang har nogle navne vi virkelig synes om, så er det lidt svært. Her er hvad der er i spil i øjeblikket:

Anton

Bertram

Laurits

Villum

Gustav

Jeg modtager gerne gode forslag og input!! :-)

God dag.

onsdag den 5. december 2012

Syslerier


Der er stille på bloggen, men her sker alligevel en del. Jeg har fået strikket en trøje til lillebror. Opskriften er fra Pickles og garnet er merino - en rest jeg havde i kurven. Lækker og blød.
Ugerne går og i morgen runder jeg 35. uge. I weekenden fik vi lavet en del, så der nu er pusleplads klar i bryggerset, og vuggen er klar til at blive indtaget. Skal nok lige få taget nogle billeder og lagt på bloggen.
Jeg har rigtig mange plukveer og i sidste uge var det rigtig slemt, så jeg har været til lidt ekstra scanning. Heldigvis har lillebror det godt.


Ud over lillebror's trøje, har jeg også lavet nogle kalendergaver til Alma. Badehåndklæde til dukkerne inkl. 2 bleer og 4 strikkede vaskeklude (som ikke lige kom med på billederne). Håndklædet er lavet af et aflagt håndklæde og kantet med skråbånd med Hello Kitty. Vaskekludende er strikket efter Karen Klarbæk's DIY. Denne gave er til i morgen, og jeg håber den falder i god jord :-)

Til sidst lige et billede af dukke Rose, i sit nye outfit - kalendergaven fra i søndags. Strikket tunika og tophue. Tunikaen er strikket efter DIY hos Tusindfryd. Gaven blev modtaget med begejstring - heldigvis, og passer så fint til Rose. Garnet er fra Pickles - en rest jeg have liggende.

God dag derude.

torsdag den 22. november 2012

Slange og pusleunderlag


Jeg forbereder lillebror's ankomst. Er i dag 32+0, så det nærmer sig. Da jeg ventede Alma blev jeg på denne dag (32+0) indlagt med truende for tidlig fødsel, og efter et døgns tid udskrevet med besked om maks aflastning = jeg lå ned i 5 uger, hvorefter Alma blev født i uge 37+0. Heldigvis går det, indtil videre, bedre denne gang, men jeg har en ubærlig trang til at få alting klart. NU. Så jeg 'bygger rede', syer, strikker og forbereder det jeg nu kan.

Jeg har syet en slange til lillebror, og fyldt den med bomuldsfyld. Den mangler lige nogle øjne, men det satser jeg på jeg når inden længe. Slangen skal bruges som 'sengerand' i vuggen i den første tid.


Jeg har også kastet mig ud i et pusle-underlag. Fortrød lidt undervejs, for jeg har lavet mellemlaget af en lidt tyk pladevat, og det drillede altså ret meget. Men det lykkedes da nogenlunde, dog med små skønhedsfejl. Er helt vild med det brune retro-stof, som jeg har købt i Ulla's Etsy-shop.


Er i gang med mange flere projekter - herunder et vægophæng med lommer til puslepladsen :-)