Kemokur og en ny hverdag



Efter det første chock over min diagnose og de følelsesmæssigt rutsjeture, har vi nu fundet en hverdag.
Jeg startede hurtigt på kemokurene, og vidste ikke rigtig hvad jeg gik ind til. -Det var bare rart, at der endelig skete noget, at vi gjorde noget. Tiden hvor man bare venter er for at sige det ligeud - ulidelig!
Mine kemokure varer tre uger - første dag får jeg kemo direkte i blodet på Vejle Sygehus. Dernæst tager jeg kemo som tabletter i 14 dage herhjemme, og så afslutter jeg med en uges pause.
Jeg får bivirkninger med det samme, så når jeg forlader Vejle Sygehus, er jeg kuldskær (mere end vanligt!), kan ikke indånde kold luft - det giver besvær ned vejrtrækningen, jeg får også føleforstyrrelser i halsen af kolde drikke - så alt varmes i microovnen de første dage. Føleforstyrrelserne i halsen varer nogle døgn, dernæst overtager føleforstyrrelserne i hænderne og fødderne. Der ud over er jeg træt - stort set hele tiden.

Den første kur startede stille og roligt. Min søster var med i Vejle, og blev hos os de første dage, lavede mad, legede med Alma, hyggede om os og var der til snak og trøst. Det var virkelig guld! Jeg overgav mig, og lod andre overtage alt omkring mig. - Det var svært, men nødvendigt, tror jeg. Mine svigerforældre afleverer og henter Alma til skole/SFO, og min mor tager sig af Villum og vuggestuen. der ud over laver min mors mand mad til os et par gange om ugen.
Efter de første døgn med kemo, begyndte det at gå ned af bakke. - Jeg opdagede det ikke rigtig selv, men set i bakspejlet gik det ret hurtigt. Da jeg fik diagnosen, havde jeg allerede tabt mig, så jeg vejede 5-6 kilo mindre end jeg normalt gør. Kemoen gjorde mig utilpas, jeg fik det underligt i kroppen. Jeg havde ikke decideret kvalme, og kastede slet ikke op, det var ikke på den måde. Men min krop reagerede. Der ud over begyndte jeg at blive dårlig når jeg spiste. Fik ondt i maven, og igen utilpas. - Jeg vidste godt, at maden var vigtig, og når jeg ikke kunne spise ret meget, måtte jeg spise hver 2.-3. time. Det resulterede i, at jeg blev dårlig stort set hele tiden. Jeg kunne ikke noget, lå på sofaen det meste af tiden, deltog meget lidt i familielivet. Ikke fordi jeg ikke ville - jeg kunne bare ikke. Halvanden uge inde i min første kemokur, blev hele familien ramt af omgangssyge. -Det var dråben der væltede mit bæger, og jeg gik fuldstændig ned. Både fysisk og psykisk. Jeg lå i min seng, blev madet, fulgt på toilet. Blev badet. Jeg forsvandt fuldstændig, og jeg var bange. Rigtig bange. Jeg var godt klar over, at skal jeg igennem dette, skal jeg have kræfter og energi til at kæmpe. Mod til at kæmpe. Ressourcer. Have mig selv med.

Heldigvis kontaktede min mand Vejle Sygehus. Samtalen mundede ud i Prednisolon-behandling, og en rigtig god snak. Og jeg siger det bare - Prednisolon er min nye ven! Der ud over blev min kemo-dosis reduceret, så jeg ikke får så meget af gangen. Langsomt er det gået fremad, jeg har fået mere energi og mere appetit. Jeg kan være en aktiv del af familien, lege med mine børn, lave lidt praktiske ting - og ikke mindst: Tage vare på mig selv! Det betyder bare så meget for energien, selvværdet og gejsten.

I går var vi i Vejle for at jeg kunne starte på min tredje kemokur. Desværre endte det ud i, at jeg slet ikke fik kemo, men kun det biologiske stof jeg også behandles med. Jeg har så mange føleforstyrrelser i mine hænder og fødder, at lægen mente det var bedst at holde en lille pause med kemoen. -Jeg er skuffet over ikke at kunne få denne omgang - for jeg ville gerne have givet canceren et ekstra spark, inden jeg skal til kontrol-scanning om nogle uger. Men det går ikke altid som man selv ønsker det. Jeg får stadig kemo tabletter de næste 14 dage, og det må så være dét i denne omgang.

Nu når jeg har fået lidt mere energi, håber jeg at kunne være lidt mere aktiv her på bloggen. Jeg lover dog intet, men hvis energien er der, vil i høre fra mig snart igen.

Vil til sidst sige jer alle tak for de søde kommentarer og hilsner i sendte i mit sidste indlæg. De er alle læst og taget ind, værdsat og gemt. Alt sammen med til at give gejst til at kæmpe. Tak skal i have!

Alting går i stå... og alligevel går livet videre

Jeg er blevet syg - sådan alvorligt syg.

For 15 dage siden var jeg til en kikkertundersøgelse, og resultatet var ikke godt. De fandt en tumor i min tarm. Lægen og sygeplejersken der fortalte os det umiddelbart efter undersøgelsn var alvorlige. De sagde at det så slemt ud. De havde taget biopsier og jeg skulle sendes videre til både CT- og MR scanning. Det var fredag og scanningerne skulle laves mandag. Lynet slog ned og alting gik i stå... Alligevel skulle tingene fungere, børnene hentes, laves aftensmad, puttes og hygges. Indeni er alt kaos. Tanker om død, at skulle forlade min familie - gråden sidder lige under overfladen konstant.

På en eller anden måde går weekenden, og mandag bliver jeg scannet. Aftalen er, at vi skal have svar den følgende fredag. -Det er længe at vente! Er jeg købt eller solgt? Hverdagens gøremål optager mig, men angsten og gråden pibler hele tiden frem. Tirsdag sover jeg til middag med Villum - telefonen ringer. Ukendt nummer, de må ringe igen. Ti minutter efter ringer den igen - det slår mig, at det måske er sygehuset, og jeg tager telefonen. Det er en overlæge der sammen med sine kollegaer har set på min undersøgelse og scanningerne. Det er desværre ikke godt, siger han. Det er en stor tumor jeg har i min tarm, og CT scanningen viser at der også er spredning til min lever. Jeg græder. Villum vågner, og kigger på mig - så græder han også. Lægen prøver at få kontakt med mig. -Er jeg ok? Er jeg alene? De vil gerne have at vi kommer til samtale allerede dagen efter. Samtalen afsluttes. Jeg græder med Villum i armene, og får fat i min telefon. Jeg ringer til min mand, som er på arbejde. Jeg får ikke sagt meget - bare at han skal komme hjem. Det tager heldigvis ikke lang tid, så er han her. Jeg forstår det ikke - er jeg virkelig så syg?? Er de sikre? Kan de tage fejl? Jeg græder og græder.

Dagen efter er vi på sygehuset igen. Angsten er med mig. Tårerne er i øjenkrogen. Samtalen tilføjer endnu en dårlig nyhed til rækken. Udover tumoren og metastasen i leveren, ser det på MR scanningen ud til, at der også er noget på lungerne. Begge lunger. Lægerne er bekymrede, og jeg skal videre til et andet, mere specialiseret sygehus. Her skal jeg PET scannes og have mit kommende forløb. Lægen går, og vi sidder tilbage. Holder hinanden i hånden og græder.

Det er så uvirkeligt og helt, helt ufatteligt.

De følgende dage samles familien omkring os. Det er både dejligt og hårdt. Dejligt, at der er hjælp og at de virkelig er der for os. Hårdt fordi det bekræfter, at det er rigtigt, det der foregår. Det er ikke en fejl, ikke en dårlig drøm. Det her er virkelighed. Vores virkelighed. Dagene går - venteiden er svær. Synes at der skal ske noget! Når nu alt det dårlige er inde i min krop, hvorfor gør vi så ikke noget ved det? Jeg forsikres om, at ventetiden er nødvendig for at finde den bedste behandling til mig.

Endelig kommer dagen hvor jeg skal PET scannes. Jeg er rolig og fattet. Dette skal overståes og så skal jeg bare have resultatet og min behandlingsplan. Nu skal der ske noget. Scanningen udføres og vi kører hjem igen. Det næste døgn er svært. Vi er så nervøse, at det er svært at trække vejret.

Tidspunktet for samtalen er kommet. Lægen er behagelig og god til at forklare. Desværre viser PET scanningen at der er aktivitet i de forandringer de har set i mine lunger. Kræftcellerne er aktive. Vi ser på scanningsbillederne sammen, og lægen forklarer. Lægen er positiv og giver mig håb. Roen lægger sig indeni. Min behandling bliver kemoterapi, og jeg skal starte to dage efter. Vi snakker om bivirkninger, forløbet, fremtiden. Intet er sikkert, alle forløb er individuelle. Da vi går derfra er vi glade - nærmest fjollede. Af en eller anden grund - selvom samtalen jo ikke på den måde var god, så har vi fået håbet tilbage.

Jeg starter kemo 13 dage efter kikkertundersøgelsen. Jeg er ikke nervøs eller bange, mere spændt på, hvordan det bliver - hvordan jeg reagerer - hvor hårdt det er. Alting er gået så hurtigt, og vi er bare fulgt med, men jeg tror ikke det sådan rigtig er gået op for os endnu, hvad der er sket. Jeg har nu fået kemo i godt to døgn. Jeg har det ok, efter omstændighederne. Jeg ved at det bliver hårdt, at det til tider vil være uoverskueligt, og meget svært at være i. Men jeg vil kæmpe - alt det jeg kan. Jeg vil ikke væk fra min familie og mine kære. Jeg vil se mine børn vokse op, og blive gammel sammen med min mand. Det er mit mål.

Mange spørger hvordan jeg opdagede det... Når jeg kigger tilbage, har jeg nok haft symptomer siden jeg fødte Villum i Januar. -Men jeg vidste bare ikke at det var det. I starten tænkte jeg, at problemerne med min mave skyldtes graviditeten og en hård fødsel. At min bækkenbund skulle trænes op igen. Senere, omkring sommer, tror jeg, begyndte jeg at tænke der nok var noget mere i det. Måske hæmorider. Jeg var ved lægen i august - desværre ikke min egen - og hun mente at jeg havde hæmorider og var forstoppet, så jeg skulle have afføringsmiddel. Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var det der var galt, men jeg adlød. Og for to en halv uge siden var jeg så ved min egen læge, som heldigvis sendte mig hurtigt videre til kikkertundersøgelsen, som blev lavet to dage efter. Og ja, det er nemt at være bagklog - jeg skulle da have gjort noget mere, lyttet til min krop. Det havde jeg helt sikkert gjort, hvis jeg havde vist at det var så alvorligt. Men det vidste jeg ikke - og nu kan jeg ikke lave det om.

Jeg tænker fremad, og håber og ved at jeg nok skal komme igennem det her.

Bloggen vil ikke blive opdateret jævnligt. Nu ved i hvorfor. Måske får jeg overskud og energi til at blogge ind i mellem, og så hører i fra mig.

Rationeret strik

Jeg trodser mine dårlige håndled og strikker en 'Carl'-vest til Villum i lækker alpaca/silke. Jeg mangler det sidste stykke af ryggen og så er jeg i mål. Opskirften er fra Tusindfryd Cph og dejlig nem at gå til.