Sider

tirsdag den 16. juli 2013

Vi må nok indstille os på det...


Villum er nu næsten 6 måneder, og derfor har jeg prøvet at lave grød til ham med mælk i et par gange. De af jer der har fulgt med ved, at han var indlagt i marts og fik konstateret mulig mælkeallergi. Siden var vi til provokation, som dog blev afblæst - og nu er vi så her hvor vi skal se om allergien er der eller ikke.

Så jeg har lavet grød med mælk i - af 2 omgange. Desværre har han reageret begge gange! Øv altså... Vi havde egentlig regnet med, at han ikke havde allergi, men må sande, at det har han. Det har taget nogle dage at få ind. Jeg håber det går over igen - langt de fleste vokser fra det inden de fylder 3 år. Alligevel synes jeg det fylder ret meget lige nu og der er mange spørgsmål der vokser i mit hovede. Jeg håber der falder lidt ro på, og vi finder ud af at få ingen-mælk integreret i vores hverdag, så tingene bliver lidt nemmere. Lige nu synes jeg det er lidt vildt - der er mange vaner der skal ændres og hensyn der skal tages - også fra vores omgivelser.

mandag den 15. juli 2013

Godnatsange



Da jeg var lille sang min mor denne sang for mig. Da Alma var lille sang jeg denne sang for hende. Og nu synger jeg også denne sang for Villum, når han skal sove.. Det er altså lidt hyggeligt.. Synger i også for jeres børn, når de skal sove? -Og hvad synger i?

lørdag den 13. juli 2013

Ringridning i byen




I går startede den årlige ringriderfest i byen - i år er det 125. gang det sker! Festlighederne blev skudt i gang med det traditionelle ringrideroptog gennem byen - masser af tilskuere, masser af musik og massere af heste og ryttere. I går deltog der i alt 515 ryttere - det er mange :-) 

Alma, Villum og jeg var selvfølgelig afsted og stod klar på ruten gennem byen, sammen med rigtig mange andre. Ældre fra plejehjem, børn fra børnehaver, patienter fra sygehuset - det er en begivenhed i byen, der tiltrækker rigtig mange, og som mange ser frem til.

Villum lagde sig til at sove - larmen fra heste, sækkepiber, trommer og trompeter lod ikke til at forstyrre ham. -Så Alma og jeg kunne rigtig hygge - og spise is, mens vi kiggede på. Rigtig hyggeligt. 

På søndag gentager det sig - der rides der nemlig også ringridning - og så står vi der igen!