For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en kollega, som spurgte om jeg ville være "fighter" for et hold til Stafet for Livet. Jeg skal indrømme, at jeg har vidst hørt om løbet tidligere, men ikke rigtig bidt mærke i det, eller tænkt videre over det. Før min kollega skrev til mig..
Der gik noget tid før jeg svarede hende, for jeg tænkte virkelig meget over det. At gå 'offentligt' frem sammen med andre kræftsyge, eller tidligere kræftsyge, det er altså grænseoverskidende i mit hovede. Og jeg ved slet ikke om jeg egentlig er klar til det. Det lyder mærkeligt, når jeg læser det her. For jeg har været syg længe. Kræftsyg. Og delt her på bloggen og på Instagram. Men at gå offentligt frem i min by og vise det. Sådan til alle. Både dem jeg kender og ikke kender, det synes jeg altså er lidt vildt.
Jeg ved stadig ikke om jeg er klar. Men jeg har sagt ja til at være fighter, og der er et hold som løber for mig. For mig. Og der samles penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Det starter på lørdag, til middag, og slutter søndag formiddag. Der er en masse aktiviteter omkring løbet, og det ser ud som om det bliver hyggeligt og sjovt. Og grænseoverskridende. Men jeg tror også at jeg glæder mig en lille smule til det. Jeg har snakket med Alma om, hvad det er for noget, og hvorfor alle løberne løber. Endda om natten også. Vi har aftalt, hende og jeg, at vi skal derned om aftenen også - når der tændes lys. Og vi vil tænde et lys for Bodil, som desværre døde her i foråret. Og Alma vil også tænde lys for mig. -Så det skal vi.
Nu glæder jeg mig lidt mere.
