Det er vidst ved at være på sin plads med en opdatering herinde.. Tiden er gået og der er sket en del.
Mit sidste indlæg handlede om, at der blev truffe beslutning om, at jeg skulle have stomi - og holde en lille pause med kemoen.
Siden er der sket det, at min scanning i marts viste, at der ikke var sket udvikling i min cancer siden den sidste scanning i januar. -Det var godt nyt, og da jeg stadig havde mange bivirkninger og minkrop trængte til pause, blev det besluttet at jeg skulle holde kemo-ferie indtil juni. I midten af juni skal jeg så scannes igen, og alt efter hvordan den ser ud, skal jeg så enten holde mere pause, eller igang med kemo igen. Vi krydser fingre!
Der ud over fik jeg d 24/3 lavet stomi.Operationen gik som den skulle og jeg kom hurtigt hjem igen. De første dage kom der en hjemmesygeplejerske, for at se at jeg gjorde det rigtigt, når jeg skulle skifte posen. Men nu er det en rutine, som så meget andet. Følelserne omkring stomien er noget helt andet! Inden operationen tænkte jeg, at det blot var en del af processen - og når jeg allerede har været så meget igennem, så skulle jeg nok klare dette også. Uden problemer. Der er sådan set heller ikke nogen problemer i det - kun i mit hovede.. Det har virkelig været svært, og er det sådan set stadig lidt. Faktisk synes jeg det var sværere psykisk, end det at få at vide at jeg havde fået cancer. Denne fysiske ændring af min krop - synligt - er svær at kapere. Det er svært, når jeg ser mig selv i spejlet, synes jeg. Er det virkelig sådan jeg skal se ud? Denne møg-sygdom har gjort så meget ved mig og min familie.. Jeg kan næsten ikke fatte, at det er virkeligheden.. Til gengæld, har stomien hjulpet på mine smerter, som ikke er så kraftige mere, og om ikke andet, er det et kæmpe plus i dagligdagen.
Hverdagen, her i min kemo-ferie, er ændret. Min krop har fået mere energi og jeg har mere overskud til mine børn og min familie - hvor er det bare skønt. Da jeg var i kemo-forløbet, tænkte jeg ikke over hvor stor betydning det kemo-skidt har, men hold nu op, hvor er der bare stor forskel. Dagligdags ting, der før var nærmest en kamp, er nu SÅ meget nemmere. Det er altså dejligt. Men samtidig, kører tankerne i mit hovede... Hvad sker der mon inde i min krop, mens jeg holder pause? Nyder canceren det også, og vokser sig større imens? De fleste dage kan jeg godt styre tankerne, men ind i mellem... Angsten lurer!
Men i denne weekend, vil jeg nyde solen og det skønne vejr de lover. Nyde min dejlige familie og sætte pris på alt det jeg har og er. Husk det derude - nyd livet!
