Med sådan et vejr er det altså skønt med barsel!
Forleden mødte jeg en bekendt som også har barselsorlov med en dreng, der er et par måneder ældre end Villum. Hun bekendtgjorde, at hun nærmest ikke vidste hvad hun skulle bruge de resterende måneder til, for alt det hun havde tænkt hun skulle lave - det havde hun allerede nået! Hendes orlov slutter først efter nytår..
Så stod jeg der, og forsøgte at finde en grimasse der kunne passe! For jeg har rent ud sagt ikke nået en skid! Ikke engang de projekter jeg allerede var i gang med inden jeg fødte. Jeg har ikke engang strikket noget færdigt. Ikke syet, ikke malet, ikke vasket skabe af, ikke flyttet om. Ikke noget. -Altså ud over at passe børn jo..
Og så fik jeg alligevel lidt dårlig samvittighed, selvom jeg i denne barsel har sagt til mig selv, at jeg bare vil være. -Bare være sammen med børnene, og nå det jeg når. Det jeg ikke når, må jeg nå en anden gang...
Da jeg var på barsel med Alma, ordnede og arrangerede jeg - suste rundt. Men det har jeg egentlig ikke lyst til nu. Der ud over synes jeg altså også, at når man har 2 børn, så suser tiden ligesom af sig selv. Dagene går hånd i hånd, uden jeg synes jeg rigtig laver noget. Hvad lavede jeg i mandags? Hmm... vi hyggede vist bare!
Jeg ville ønske at jeg kunne nå alt det jeg drømmer om - altså rengøring minnimum 1 gang om ugen - inkl vaske gulv!! - male de møbler jeg gerne vil have malet, male væggene i stuen, der virkelig trænger, sy en hel masse børnetøj, strikke trøjen færdig til Alma som har været i gang over et år, gøre rent i skufferne og skabene i køkkenet, få ovenen gjort ordenlig ren.. Men... det når jeg bare ikke. Ikke lige nu ihvertfald. Jeg når det nok engang - og det er vel egentlig også helt ok?!