Sider

lørdag den 23. november 2013

Alting går i stå... og alligevel går livet videre


Jeg er blevet syg - sådan alvorligt syg.

For 15 dage siden var jeg til en kikkertundersøgelse, og resultatet var ikke godt. De fandt en tumor i min tarm. Lægen og sygeplejersken der fortalte os det umiddelbart efter undersøgelsn var alvorlige. De sagde at det så slemt ud. De havde taget biopsier og jeg skulle sendes videre til både CT- og MR scanning. Det var fredag og scanningerne skulle laves mandag. Lynet slog ned og alting gik i stå... Alligevel skulle tingene fungere, børnene hentes, laves aftensmad, puttes og hygges. Indeni er alt kaos. Tanker om død, at skulle forlade min familie - gråden sidder lige under overfladen konstant.
På en eller anden måde går weekenden, og mandag bliver jeg scannet. Aftalen er, at vi skal have svar den følgende fredag. -Det er længe at vente! Er jeg købt eller solgt? Hverdagens gøremål optager mig, men angsten og gråden pibler hele tiden frem. Tirsdag sover jeg til middag med Villum - telefonen ringer. Ukendt nummer, de må ringe igen. Ti minutter efter ringer den igen - det slår mig, at det måske er sygehuset, og jeg tager telefonen. Det er en overlæge der sammen med sine kollegaer har set på min undersøgelse og scanningerne. Det er desværre ikke godt, siger han. Det er en stor tumor jeg har i min tarm, og CT scanningen viser at der også er spredning til min lever. Jeg græder. Villum vågner, og kigger på mig - så græder han også. Lægen prøver at få kontakt med mig. -Er jeg ok? Er jeg alene? De vil gerne have at vi kommer til samtale allerede dagen efter. Samtalen afsluttes. Jeg græder med Villum i armene, og får fat i min telefon. Jeg ringer til min mand, som er på arbejde. Jeg får ikke sagt meget - bare at han skal komme hjem. Det tager heldigvis ikke lang tid, så er han her. Jeg forstår det ikke - er jeg virkelig så syg?? Er de sikre? Kan de tage fejl? Jeg græder og græder.
Dagen efter er vi på sygehuset igen. Angsten er med mig. Tårerne er i øjenkrogen. Samtalen tilføjer endnu en dårlig nyhed til rækken. Udover tumoren og metastasen i leveren, ser det på MR scanningen ud til, at der også er noget på lungerne. Begge lunger. Lægerne er bekymrede, og jeg skal videre til et andet, mere specialiseret sygehus. Her skal jeg PET scannes og have mit kommende forløb. Lægen går, og vi sidder tilbage. Holder hinanden i hånden og græder.

Det er så uvirkeligt og helt, helt ufatteligt.

De følgende dage samles familien omkring os. Det er både dejligt og hårdt. Dejligt, at der er hjælp og at de virkelig er der for os. Hårdt fordi det bekræfter, at det er rigtigt, det der foregår. Det er ikke en fejl, ikke en dårlig drøm. Det her er virkelighed. Vores virkelighed. Dagene går - venteiden er svær. Synes at der skal ske noget! Når nu alt det dårlige er inde i min krop, hvorfor gør vi så ikke noget ved det? Jeg forsikres om, at ventetiden er nødvendig for at finde den bedste behandling til mig.
Endelig kommer dagen hvor jeg skal PET scannes. Jeg er rolig og fattet. Dette skal overståes og så skal jeg bare have resultatet og min behandlingsplan. Nu skal der ske noget. Scanningen udføres og vi kører hjem igen. Det næste døgn er svært. Vi er så nervøse, at det er svært at trække vejret.
Tidspunktet for samtalen er kommet. Lægen er behagelig og god til at forklare. Desværre viser PET scanningen at der er aktivitet i de forandringer de har set i mine lunger. Kræftcellerne er aktive. Vi ser på scanningsbillederne sammen, og lægen forklarer. Lægen er positiv og giver mig håb. Roen lægger sig indeni. Min behandling bliver kemoterapi, og jeg skal starte to dage efter. Vi snakker om bivirkninger, forløbet, fremtiden. Intet er sikkert, alle forløb er individuelle. Da vi går derfra er vi glade - nærmest fjollede. Af en eller anden grund - selvom samtalen jo ikke på den måde var god, så har vi fået håbet tilbage.

Jeg starter kemo 13 dage efter kikkertundersøgelsen. Jeg er ikke nervøs eller bange, mere spændt på, hvordan det bliver - hvordan jeg reagerer - hvor hårdt det er. Alting er gået så hurtigt, og vi er bare fulgt med, men jeg tror ikke det sådan rigtig er gået op for os endnu, hvad der er sket. Jeg har nu fået kemo i godt to døgn. Jeg har det ok, efter omstændighederne. Jeg ved at det bliver hårdt, at det til tider vil være uoverskueligt, og meget svært at være i. Men jeg vil kæmpe - alt det jeg kan. Jeg vil ikke væk fra min familie og mine kære. Jeg vil se mine børn vokse op, og blive gammel sammen med min mand. Det er mit mål.

Mange spørger hvordan jeg opdagede det... Når jeg kigger tilbage, har jeg nok haft symptomer siden jeg fødte Villum i Januar. -Men jeg vidste bare ikke at det var det. I starten tænkte jeg, at problemerne med min mave skyldtes graviditeten og en hård fødsel. At min bækkenbund skulle trænes op igen. Senere, omkring sommer, tror jeg, begyndte jeg at tænke der nok var noget mere i det. Måske hæmorider. Jeg var ved lægen i august - desværre ikke min egen - og hun mente at jeg havde hæmorider og var forstoppet, så jeg skulle have afføringsmiddel. Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var det der var galt, men jeg adlød. Og for to en halv uge siden var jeg så ved min egen læge, som heldigvis sendte mig hurtigt videre til kikkertundersøgelsen, som blev lavet to dage efter. Og ja, det er nemt at være bagklog - jeg skulle da have gjort noget mere, lyttet til min krop. Det havde jeg helt sikkert gjort, hvis jeg havde vist at det var så alvorligt. Men det vidste jeg ikke - og nu kan jeg ikke lave det om.

Jeg tænker fremad, og håber og ved at jeg nok skal komme igennem det her.


Bloggen vil ikke blive opdateret jævnligt. Nu ved i hvorfor. Måske får jeg overskud og energi til at blogge ind i mellem, og så hører i fra mig.


tirsdag den 5. november 2013

Rationeret strik


Jeg trodser mine dårlige håndled og strikker en 'Carl'-vest til Villum i lækker alpaca/silke. Jeg mangler det sidste stykke af ryggen og så er jeg i mål. Opskirften er fra Tusindfryd Cph og dejlig nem at gå til.



torsdag den 24. oktober 2013

Mælken tilbage på bordet


Mange af jer ved, at Villum fik mælkeallergi da han var helt lille. I juni provokerede jeg ham med komælk, og der reagerede han kraftigt stadigvæk.
Derfor var vi efter sommerferien en tur på børneambulatoriet, for at snakke med en læge vedr allergien. Her fik Villum taget en hel masse blodprøver, der alle viste, at han ikke har allergi... Så aftalen med lægen blev, at jeg skulle provokere ham igen - og det har jeg så gjort!

I løbet af oktober har jeg provokeret med mælk, ost, fløde, smør, yoghurt... og Villum har ikke reageret. Alt er blevet registreret i skemaer, og er nu klar til at sende det hele tilbage til lægen, som jeg så regner med frikender ham helt.

Vi er gået over til helt almindelig mad igen. Villum kan smage vores andres mad, få en mundfuld is, når vi får det, og vi skal ikke holde øje med indholdet i alt hvad vi køber. Behøver jeg sige vi er lettede?

onsdag den 23. oktober 2013

Klar parat.. Vuggestue snart!


Villum og jeg har i dag besøgt hans kommende vuggestue! Det er vildt at det allerede er lige om lidt.. Besøget gik rigtig godt, og Villum legede og ville gerne op til de voksne på stuen, så det var rart at se at han følte sig tryg. Vuggestuen er den samme som Alma har gået i - fra hun var 1 år til i sommers hvor hun startede i skole - så vi kender personalet og institutionen. -Det gør starten lidt nemmere tror jeg. Stuen Villum skal gå på, er også den samme som Alma gik på, så jeg håber jeg kan styre mig, og tænke positive tanker, når vi går i gang med indkøringen om små to uger.

Det er vildt at tiden er gået så hurtigt, og at min barsel nærmer sig enden, men på den anden side tror jeg også Villum er klar til nye udfordringer - og det er jeg nok også, et eller andet sted. Jeg håber vi kommer godt fra start!

fredag den 18. oktober 2013

Blåvand venter..


Vi er i gang med at pakke tasker og krydse af på huskesedlen! Forude venter en weekend i dejlige Blåvand sammen med svigerfamilien. Vi håber på nogenlunde vejr, for vi skal gå ture, hygge os og have ham her vildbassen med i badeland for første gang. Det bliver godt.

Rigtig god weekend!

onsdag den 16. oktober 2013

Inspiration til kalendergaver

Små figurer, mini mandalas, tatoveringer, hoppebold - alt fra Lirumlarumleg



Klistermærker fra Lirumlarumleg, viskelæder, små stempler og penne fra Tusindfrydcph

Snurretop fra gladeunger, lille spejl fra Tusindfrydcph, sæbebobler og sjippetov fra Legeakademiet


Krone, farveblyanter og strikkelise fra drengeunivers, 'fang musen' spil fra lirumlarumleg

Ja, kalenderen siger stadig oktober, men jeg er så småt i gang med at forberede julemåneden. Ihvertfald er jeg begyndt at samle ind til årets kalendergaver. Egentlig samler jeg sammen hele året - så jeg kan godt finde ting i sommerferien, der ender ud som kalendergaver. Synes der er så surt at skulle stæse rundt i slutningen af november (eller i løbet af december) fordi man liiiige mangler en lille gave. Så jeg er i gang! Faktisk er jeg også i gang med at færdiggøre ønskesedlerne til jul, og også finde ud af hvad vi skal give børnene. Min plan er, at jeg er færdig med julegaverne inden 1. december! -Mest fordi jeg skal starte på arbejde igen d. 2. december, og tænker at hverdagen nok kommer til at tære lidt på overskuddet (hvilket overskud?), så derfor er planen lagt allerede nu. Håber jeg kan holde den :-)

tirsdag den 15. oktober 2013

Uld inderst - eller ikke?



Jeg kan ikke rigtig blive enig med mig selv, om Villum skal have uld-bodyer, eller om han skal have bomuld inderst og så ulden udenpå. Hvad gør i andre - og hvorfor?

Stribet body fra Engel i uld - Purebaby.dk, grøn body i bomuld fra Milibe, brun body i uld/silke fra Living Craft - Naturebaby.dk, Grå body med stjerner i bomuld fra Wheat

søndag den 13. oktober 2013

Weekend



Vi har samlet kastanjer og lavet klassiske edderkopper. De hænger nu rundt i vinduerne og pynter så fint.




Selvom vi spiser ved havebordet, har vi også pyntet lidt her :-)




Ellers er weekenden gået med små syslerier. Jeg har lavet nye stjerner til vinduerne, men ellers har jeg mest lagt på sofaen. -Jeg er blevet ret forkølet og halsen driller også. Selvom jeg er gået tidligt i seng og har forsøgt at få det bedre, er det ikke lykkes. I morgen skulle jeg og børnene have været i Århus en tur hos min søster, men det har jeg desværre måtte aflyse. Alma synes virkelig jeg er tarvelig! Håber hun tilgiver mig en af dagene.

Alma har hjulpet far i haven med at grave, og så har hun færdiggjort en tegning hun har arbejdet på i et par dage. Er den ikke fin?

lørdag den 12. oktober 2013

Nu uden spisebord..



I fredags solgte vi vores spisebord! Vi har i nogen tid drømt om et nyt, og vi er blevet enige om det fine bord fra Poul M Volther i relanceringen af fdb-møblerne. Bordet er dog udsolgt, og kommer først igen i starten af det nye år, så det er lidt af et sats, at vi nu har solgt det gamle. Der er ikke andet for, end at krydse fingre - for vi håber at vi kan nå at købe et af bordene inden de bliver udsolgt igen..

I mellemtiden spiser vi ved vores havebord - det skulle jo også bare fylde i skuret udenfor, så det kan lige så godt stå lidt inde i varmen hos os, mens vi venter.

Det nye bord er en del af en større omrokering, som vi er i gang med. Som så mange andre, var vi pludselig trætte af alle de malede møbler og vintage tapet. Vi trænger til lidt renere linjer og et mere skarpt udtryk. Men det er jo en længerevarende proces, når der skal udskiftes møbler, puder og tæpper. Der skal googles, kigges, udsøges og besluttes - og ikke mindst! Spares op!

Vi er startet i stuen, men også Alma's værelse trænger til lidt fornyelse. Når man er blevet en skolepige, ændres behovet lidt i forhold til hvad der skal være på sådan et værelse. Ud over indretningen af hendes værelse, er der også omrokering undervejs. Vi bor i et rækkehus i tre plan - og på første sal er der soveværelse og to børneværelser. Lige nu er værelserne beboet af Alma og Magnus (min mands store teenagedreng, som er hos os hver anden weekend). Men tanken er, at Magnus om noget tid skal rykkes i kælderen i et kombineret Magnus værelse / arbejdsværelse. Så skal Alma have Magnus' værelse (der er husets største) og Villum skal ind i Alma's værelse. Lige nu sover Villum jo i soveværelset, og det fungerer fint indtil videre, men på sigt skal han selvfølgelig også have sit eget.

Ja, der er nok at give sig i kast med, men det er hyggeligt. Min inspiration til nye farver i stuen er startet hos Camilla, der giver gode tips på sin blog Hunch.

fredag den 11. oktober 2013

Fredags-spark


Jeg forsøger at sparke liv i min blog igen! Det er ikke fordi, jeg ikke tænker på den - laver indlæg i hovedet og sådan - men de kommer bare ikke videre.. Så intensionerne er der - nu må vi se om jeg kan finde tiden også. For det med tiden! Det er altså ikke lige det der er mest overskud af her i familien. Villum er over det hele - kravler (eller kryber..), rejser sig ved alt og er i gang - så jeg er fuldt beskæftiget!
Jeg gør forsøget - og håber der stadig er et par læsere derude der vil kigge med :-)
Rigtig god weekend!

fredag den 16. august 2013

Bobo-drømme



Børnetøjsmærket Bobo Choses nye AW kollektion er på gaden - og jeg synes virkelig de har ramt plet! Mærket er frygtelig populært, og er der enkelte styles som man ikke kan leve uden, så skal man slå til snart, tror jeg. Sidste vinter lavede de også nogle fantastiske ting, hvor imod jeg ikke var så vild med sommer-kollektionen. Derfor var jeg lidt spændt på at se hvad de lavde denne gang. Men jeg er ikke skuffet - tværtimod må jeg virkelig begrænse mig, for det er jo ikke billigt, det skidt!



Jeg har udvalgt 3 ting, som jeg må på jagt efter - hvis jeg havde råd, havde jeg købt en hel del mere! Den fine kjole med regndråber ved jeg at Alma (og jeg!) vil elske - både lækker og praktisk, det kan jeg rigtig godt li'. Body med træer og måne til Villum, og de seje guitar-bukser har en god facon til en lækker, rund basse :-)

Bobo Choses har deres egen web-shop her, men mærket forhandles blandt andet også hos Barnlil' og Lille Figaro. -Men pas nu på - forbered dig på begejstring, inden du kigger forbi!

torsdag den 15. august 2013

Nye stole



I foråret solgte vi vores spisebord og tilhørende stole. Vi havde fundet et andet - gammelt - spisebord som vi brugte i stedet. Siden har vi kigget på spisebordsstole.. Der er mange at vælge imellem! Men valget faldt til sidst på Hay's relancering af den gamle FDB-stol J77. I mandags kom de så - og de er altså rigtig fine!! De passer så fint sammen med den søde Pirum Parum plakat fra Fine Little Day - og til vores spisebordslampe fra Kartell (ja, den er der desværre ikke billede af her..). Men med de nye stole, kommer et nyt behov - et nyt bord! Det gamle bord er desværre ret højt og passer ikke rigtig til stolene. Der ud over er jeg egentlig også lidt træt af alt det gamle.. Som så mange andre her i Blog-land, er retro-tapetet og de gamle loppefund på retur.

Så jeg har været på udkig efter et nyt spisebord der kunne passe ind i vores lille hus, og her har jeg fundet to som kunne være interessante.




Der er det fine, hvide her fra Bloomingville. Det passer i størrelsen og har en rigtig fin detalje ved benene. Prisen er også overskuelig, så det er bestemt et bord vi overvejer.



Da jeg viste de nye stole på Instagram, blev jeg gjort opmærksom på, at COOP relancerer nogle af de gamle FDB-møbler her i slutningen af august. Fire stole og tre borde kommer der - blandt andet dette fra Poul M. Volther som kommer i 2 størrelser. Den lille størrelse ville passe så fint ind her hos os, og et stort plus ved dette bord er, at man kan tilkøbe tillægsplader. Nu venter vi, og glæder os (nok mest mig!) til om et par uger, hvor bordene kommer ud, og jeg kan se det og ikke mindst se hvad prisen bliver...

Du kan læse mere om COOP's relancering af FDB-klassikere lige her.

onsdag den 14. august 2013

Sommer 2013

tirsdag den 13. august 2013

Første skoledag


Vi har holdt sommerferie - og det har bloggen også!
Nu vender hverdagen dog så småt tilbage, og efter 5 uger herhjemme med børnene, må jeg indrømme, at hverdagen hilses velkommen tilbage.

I dag var en stor dag - Alma's første skoledag! Hun er i dag startet i 0.X, og har glædet sig helt vildt de sidste dage.


tirsdag den 16. juli 2013

Vi må nok indstille os på det...


Villum er nu næsten 6 måneder, og derfor har jeg prøvet at lave grød til ham med mælk i et par gange. De af jer der har fulgt med ved, at han var indlagt i marts og fik konstateret mulig mælkeallergi. Siden var vi til provokation, som dog blev afblæst - og nu er vi så her hvor vi skal se om allergien er der eller ikke.

Så jeg har lavet grød med mælk i - af 2 omgange. Desværre har han reageret begge gange! Øv altså... Vi havde egentlig regnet med, at han ikke havde allergi, men må sande, at det har han. Det har taget nogle dage at få ind. Jeg håber det går over igen - langt de fleste vokser fra det inden de fylder 3 år. Alligevel synes jeg det fylder ret meget lige nu og der er mange spørgsmål der vokser i mit hovede. Jeg håber der falder lidt ro på, og vi finder ud af at få ingen-mælk integreret i vores hverdag, så tingene bliver lidt nemmere. Lige nu synes jeg det er lidt vildt - der er mange vaner der skal ændres og hensyn der skal tages - også fra vores omgivelser.

mandag den 15. juli 2013

Godnatsange



Da jeg var lille sang min mor denne sang for mig. Da Alma var lille sang jeg denne sang for hende. Og nu synger jeg også denne sang for Villum, når han skal sove.. Det er altså lidt hyggeligt.. Synger i også for jeres børn, når de skal sove? -Og hvad synger i?

lørdag den 13. juli 2013

Ringridning i byen




I går startede den årlige ringriderfest i byen - i år er det 125. gang det sker! Festlighederne blev skudt i gang med det traditionelle ringrideroptog gennem byen - masser af tilskuere, masser af musik og massere af heste og ryttere. I går deltog der i alt 515 ryttere - det er mange :-) 

Alma, Villum og jeg var selvfølgelig afsted og stod klar på ruten gennem byen, sammen med rigtig mange andre. Ældre fra plejehjem, børn fra børnehaver, patienter fra sygehuset - det er en begivenhed i byen, der tiltrækker rigtig mange, og som mange ser frem til.

Villum lagde sig til at sove - larmen fra heste, sækkepiber, trommer og trompeter lod ikke til at forstyrre ham. -Så Alma og jeg kunne rigtig hygge - og spise is, mens vi kiggede på. Rigtig hyggeligt. 

På søndag gentager det sig - der rides der nemlig også ringridning - og så står vi der igen!




torsdag den 11. juli 2013

Barselsliv



Med sådan et vejr er det altså skønt med barsel!

Forleden mødte jeg en bekendt som også har barselsorlov med en dreng, der er et par måneder ældre end Villum. Hun bekendtgjorde, at hun nærmest ikke vidste hvad hun skulle bruge de resterende måneder til, for alt det hun havde tænkt hun skulle lave - det havde hun allerede nået! Hendes orlov slutter først efter nytår..

Så stod jeg der, og forsøgte at finde en grimasse der kunne passe! For jeg har rent ud sagt ikke nået en skid! Ikke engang de projekter jeg allerede var i gang med inden jeg fødte. Jeg har ikke engang strikket noget færdigt. Ikke syet, ikke malet, ikke vasket skabe af, ikke flyttet om. Ikke noget. -Altså ud over at passe børn jo..

Og så fik jeg alligevel lidt dårlig samvittighed, selvom jeg i denne barsel har sagt til mig selv, at jeg bare vil være. -Bare være sammen med børnene, og nå det jeg når. Det jeg ikke når, må jeg nå en anden gang...

Da jeg var på barsel med Alma, ordnede og arrangerede jeg - suste rundt. Men det har jeg egentlig ikke lyst til nu. Der ud over synes jeg altså også, at når man har 2 børn, så suser tiden ligesom af sig selv. Dagene går hånd i hånd, uden jeg synes jeg rigtig laver noget. Hvad lavede jeg i mandags? Hmm... vi hyggede vist bare!

Jeg ville ønske at jeg kunne nå alt det jeg drømmer om - altså rengøring minnimum 1 gang om ugen - inkl vaske gulv!! - male de møbler jeg gerne vil have malet, male væggene i stuen, der virkelig trænger, sy en hel masse børnetøj, strikke trøjen færdig til Alma som har været i gang over et år, gøre rent i skufferne og skabene i køkkenet, få ovenen gjort ordenlig ren.. Men... det når jeg bare ikke. Ikke lige nu ihvertfald. Jeg når det nok engang - og det er vel egentlig også helt ok?!

torsdag den 4. juli 2013

Libero vinder!

Så har jeg trukket en vinder af den fine Libero-giveaway! Den heldige er hende her. Stort tillykke - jeg kontakter dig pr mail.

Tak til alle jer der deltog! God dag :-)

mandag den 1. juli 2013

Libero giveaway


Libero opfordrer til at gøre bleskift til en hyggestund!

Vores pusleplads er indrettet i kælderen - Villum har ikke sit eget værelse, men sover i soveværelset - ihvertfald indtil videre. Pladsen er indrettet, så alting er lige ved hånden - og så der er noget at se på. Villum elsker uro'en med dyrene - især hvis jeg puffer lidt til den, så de bevæger sig. Der ud over kan han rigtig godt li', når vi snakker eller jeg kildrer ham lidt. Jeg synes også det er en hyggestund - hvor man er tæt på hinanden og har fokus. Mange af Libero's produkter er svanemærkede, og det kan jeg rigtig godt li'!


Libero udlodder en kurv med indhold til en af jer læsere!

Kurven indeholder zinkcreme, lotion, bleposer, skifteunderlag og wipes - alle svanemærkede. Der ud over er der en pakke bleer - også svanemærkede - en billedbog og et huskespil.


For at deltage skal du:
  • Skrive en kommentar til indlægget - og gerne komme med et godt tip vedr bleskift, hvis du har det.
  • Skrive din emailadresse
  • Skrive hvilken størrelse bleer du skal have i din kurv, hvis du er den heldige.

Vinderen er fundet!



Indlægget er sponsoreret, men ord og billeder er mine egne!

søndag den 30. juni 2013

Vinderen af is-te giveaway!




Den heldige vinder er Pia Eriksen! Tillykke - jeg sender dig en mail, så du hurtigt kan få tilsendt din gevinst :-)

Tak til alle jer der deltog. I morgen er der endnu en giveaway på bloggen :-)

fredag den 28. juni 2013

En hård uge


 I lørdags var vi til bryllup i smukke Vor Frelser Kirke. Min bror skulle giftes, og det blev han med pomp og pragt. Et fantastisk smukt og storslået bryllup!


Ugen startede vi med 5-måneders vaccination. Det var en hård omgang med feber, utilpashed og gråd. Det går jo heldigvis over igen, men det er nu ikke sjovt, når det står på. Oveni ser det ud som om der også er en lille tand på vej..

Status: 10,2 kg og 72 cm

torsdag den 27. juni 2013

Giveaway


I næste uge skulle der komme lidt varme til landet igen - det er jeg nok ikke den eneste der glæder sig til! Når det er varmt, skal man drikke rigeligt med væske - ikke noget jeg er specielt god til! Det skal helst være koldt, og gerne med smag - hvis du spørger mig. Jeg drikker meget vand, året rundt - både morgen, middag og til aften - men når det er varmt, kan jeg godt blive lidt træt af det.

Hvis du har det lige som mig, er her en mulighed for at prøve Pickwick's nye produkt 'Pickwick Cold'. Idéen er, at man putter tepuderne i koldt vand og efter nogle minutter, har dit vand fået smag. Pickwick Cold findes i tre varianter: Pineapple Punch, Red Fruit Burst og Peach Crush.
Alle tre varianter er almindelig te tilsat frugter og/eller bær og sødet med stevia - dermed er drikken uden kalorier.

Pickwick Cold er ikke saft, og man skal derfor ikke forvente at det smager sødt som saftevand. Men drikker man det koldt, synes jeg det er et ok alternativ til vand. -Du kan jo se om du er enig med mig.

Du har mulighed for at vinde 2xPineapple Punch, 2xRed Fruit Burst og 2xPeach Crush!

For at deltage skal du skrive en kommentar til indlægget indeholdende din mailadresse!

Vinderen er allerede fundet!



Indlægget er sponsoreret, men ordene er mine egne!

onsdag den 19. juni 2013

Stilhed


Det første af dagens lovede uvejr er ovre, og der er helt stille i haven..


Mens jeg går og forsøger at få Villum til at sove, nyder jeg stilheden og lugten af våd jord.


Kuk kuk


I går var der til gengæld sol, sommer og masser af hulahop-glæde!

torsdag den 13. juni 2013

Fotobog


Jeg har lavet en fotobog med Villum! Jeg har samlet en masse billeder af ham fra fødsel til nu i bogen - og jeg må sige, at jeg er ret vild med den. Vi har godt nok fået fremkaldt billeder også - men de ligge bare i en bunke på skrivebordet, og skal jeg være helt ærlig, så ved jeg ikke rigtig hvornår de kommer videre..


Bogen er lavet hos PIXUM, og det var faktisk ret nemt. Dog skal man lige afsætte noget tid, for selvom jeg synes at det er nemt at gå til og bruge skabelonerne, så flyver tiden altså, når man skal gennemgå billeder, udvælge og sætte sammen! Man kan også tilføje tekst, hvis man har lyst til det.


Der er masser af muligheder, som i kan se, og jeg er vild med, at man kan samle mange billeder i små collager. Når bogen er sammensat, kan man se den igennem (der skulle jeg nok have været lidt mere vågen, for jeg har lavet en stavefejl undervejs. Øv!) Efter bestillingen gik der kun få dage før jeg modtog den.

Vi har tidligere lavet fotobøger til mine forældre med runde fødselsdage osv. Det er rigtig gode gaveidéer!



Indlægget er sponsoreret, men ord og billeder er helt mine egne!

onsdag den 12. juni 2013

Hverdag og fødselsdag


Hverdagen med disse to tager min tid.

Det er ikke fordi jeg har glemt bloggen, men selvom jeg kan multitaske, så har jeg mine begrænsninger. Dagene er bare fyldt ud. Og når de begge er puttet om aftenen, så orker jeg stort set ikke at rejse mig fra sofaen. Jeg nyder dagene med dem begge, og nyder min barsel, men bloggen er trådt lidt i baggrunden. Ihvertfald for en tid. Men jeg laver indlæg, når tiden er til det, og jeg har noget at dele.

I sidste uge fejrede vi mandens fødselsdag. 40 år! Der var inviteret til en skøn dag i skoven, hvor vi havde samlet familie og venner.



Vi havde lejet en spejderhytte i skoven, og der var leg og hygge hele dagen. Heldigvis var vejret med os!